Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otteogtredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
267
»Tal,« sagde Rebekka; »jeg forstaar dig ikke.«
»Nu vel da,« sagde Bois-Guilbert; »jeg vil tale saa aabent, som
nogen Sinde et taabeligt Skriftebarn har talt til sin Skriftefader, naar det
befandt sig i Skriftestolen. Hvis jeg ikke møder paa Kamppladsen,
Rebekka, mister jeg Berømmelse og Rang. Forbandet være Præceptoren
af Goodalricke, der lagde denne Snare for mig, og dobbelt forbandet
være Albert de Malvoisin, som afholdt mig fra at udføre den Beslutning,
jeg havde fattet om at kaste Handsken tilbage i Ansigtet paa den
overtroiskegamle Nar, der hørte paa en saa taabelig Anklage imod en Kvinde,
saa ædel af Sind og saa dejlig af Skikkelse som du.«
»Hvad nytter nu Ordbram eller Smiger?« svarede Rebekka. »Du har
truffet dit Valg, enten at være Aarsag i, at en uskyldig Kvindes Blod
udgydes, eller at sætte din egen jordiske Stilling og dine jordiske
Forhaabninger i Vove. Hvad nytter det at ramse alt det op? Dit Valg er
truffet.«
»Nej, Rebekka,« sagde Ridderen i en blidere Tone, idet han traadte
nærmere hen til hende; »mit Valg er ikke truffet—ja, mærk mit Ord,
det er dig, der nu skal træffe Valget. Hvis jeg møder for Skrankerne,
maa jeg hævde mit Krigernavn; og gør jeg det, enten du saa har nogen
Stridsmand eller ej, saa dør du paa Baalet, thi der lever ikke den
Ridder, som har kunnet tage det op med mig enten paa lige Vilkaar eller
med en ham forud tilstaaet Fordel undtagen Richard Løvehjerte og
hans Yndling Ivanhoe. Ivanhoe er, som du vel ved, ude af Stand til at
bære sit Harnisk, og Richard er i Fangenskab i Udlandet. Møder jeg,
saa dør du, selv om dine Yndigheder skulde anspore en eller anden
varmblodig Yngling til at træde i Skranken for dig.«
»Hvad nytter det at gentage det saa ofte?« sagde Rebekka.
»I Fald jeg møder paa den skæbnesvangre Kampplads,« sagde
Bois-Guilbert, »dør du en langsom og grusom Død i slig Kval, som de siger
er bestemt for de brødefulde hisset. Men møder jeg ikke, saa er jeg en
fornedret og vanæret Ridder, beskyldt for Trolddom og for Samkvem
med vantro — det berømte Navn, der er blevet endnu berømtere,
medens jeg har baaret det, bliver til Spot og Spe — og dog, Rebekka,«
tilføjede han, idet han kastede sig for hendes Fødder, »paa denne
Berømmelse vil jeg give Afkald, hvis du vil sige: Bois-Guilbert, jeg
modtager dig som min Elsker.«
»Tænk ikke paa slig Daarlighed, Hr. Ridder,« svarede Rebekka,
»men il til Regenten, Dronningemoderen, og Prins Johan — de kan
ikke for den engelske Krones Skyld tilstede eders Stormesters Færd.
Saaledes vil I skaffe mig Beskyttelse uden selv at bringe noget Offer og
uden at faa noget Paaskud til at kræve Løn af mig.«
»Med dem har jeg intet at skaffe,« vedblev han og holdt fast i hendes
Kjoles Slæb — »det er kun dig, jeg taler til; og hvad kan veje op imod
dit Valg?«
»Saa Gud være mig naadig,« sagde Rebekka, »thi det Valg, I nu har
givet mig, er intet Valg. Farvel! Jeg misunder dig ikke din blodvundne
Hæder — jeg misunder dig ikke din barbariske Herkomst fra nordiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
