Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Enogfyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
283
»Ej heller ønsker jeg at hiande mig deri,« sagde Kongen mildt,
»undtagen for saa vidt I vil tillade mig at tage nogen Del deri. Hidtil har I
kun kendt mig som den sorte Ridder af Ilængelaasen. Kend mig nu
som Richard Plantagenet.«
»Richard af Anjou!« udbrod Cedric og traadte yderst forbavset et
Skridt tilbage.
»Nej, ædle Cedric—Richard af England! — hvis dybeste Interesse,
hvis kæreste Ønske det er at se dets Sønner forenede med hinanden.
Men hvordan, brave Than, bøjer du ikke Knæ for din Fyrste?«
»For normannisk Blod,« sagde Cedric, »har det aldrig bøjet sig.«
»Saa gem din Hyldest,« sagde Kongen, »indtil jeg godtgør min Ret
til den ved at yde Normanner og Englændere samme Beskyttelse.«
»Fyrste,« sagde Cedric, »jeg har altid ladet din Tapperhed og dit
Værd vederfares Retfærdighed. Ej heller er jeg uvidende om det Krav
paa Tronen, som du støtter paa, at du stammer fra Mathilde, Edgar
Adelings Søsterdatter. Men ihvorvel Mathilde var af kongeligt
angelsachsisk Blod, var hun ikke Arving til Riget.«
»Jeg vil ikke drøfte min Ret med dig, ædle Than,« sagde Richard
rolig; »men jeg begærer af dig som en Mand, der staar ved dit Ord,
saafremt du ej vil holdes for troløs, mensvoren og Nidding, at du skal
tilgive og atter skænke din inderlige Kærlighed til den gode Ridder
Wilfred af Ivanhoe. Ventelig vil du tilstaa, at jeg har Aarsag til at lægge
Vægt paa denne Forsoning — paa min Vens Lykke og Udjævning af
Uenighed mellem mine trofaste Undersaatter.«
»Saa er dette da Wilfred!« sagde Cedric og pegede paa sin Søn.
»Min Fader! — min Fader!« sagde Ivanhoe og kastede sig for
Ce-drics Fødder, »und mig din Tilgivelse!«
»Du har den, min Søn,« sagde Cedric og løftede ham op.
»Here-wards Søn holder sit Ord, selv naar det er givet til en Normanner. Men
lad mig se dig bruge dine engelske Forfædres Dragt og Klædebon —
ingen korte Kapper, ingen spraglede Huer, ingen vajende Fjerbusk i
mit simple Hus. Den, der vil være Cedrics Søn, maa vise, at han er af
engelsk Æt. Du vil tale,« tilføjede han strengt, »og jeg kan tænke mig,
hvad du vil tale om. Lady Rowena maa sørge i to Aar som for en
trolovet — alle vore angelsachsiske Forfædre vilde fornægte os, om vi vilde
forhandle om en ny Forbindelse for hende, inden den Mands Grav, som
hun skulde have ægtet, endnu er lukket. Selv Athelstanes Genfærd vilde
sprænge sit blodige Ligskrud og træde frem for os for at forbyde os
paa saadan Vis at vanære hans Minde.«
Det var, som om Cedrics Ord havde fremmanet et Spøgelse; thi
næppe havde han udtalt dem, førend Døren gik op, og Athelstane stod
for dem, iført sine Ligklæder, bleg, hulkindet og ligesom en Mand, der
var opstanden fra de døde.
Virkningen af dette Syn paa de tilstedeværende Personer var i høj
Grad overvældende. Cedric fo’r tilbage, saa langt, som Gemakkets Mur
tilstedte det, og medens han lænede sig til den, som om han var ude af
Stand til at holde sig oppe, stirrede han paa sin Vens Skikkelse med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
