Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Toogfyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294
WAi.TER SCOTT
hoe; »det er Guds Dom — i hans Varetægt anbefaler jeg mig Rebekka,«
sagde han, idet han red hen til den skæbnesvangre Stol, »modtager du
mig som din Stridsmand?«
»Ja, jeg gør,« sagde hun — »ja, jeg gør« — og hun var betagen af
en Bevægelse, som selv Dødsangsten ikke havde mægtet at fremkalde.
»Jeg modtager dig som den Stridsmand, Himlen har sendt mig. Dog
nej — nej — dine Saar er ikke lægte. Mød ikke hin stolte Mand —
hvorfor skulde du ogsaa omkomme?«
Men Ivanhoe var allerede paa sin Post, havde lukket sit Visir og
tog sin Lanse. Bois-Guilbert gjorde lige saa, og da han slog sit Visir
ned, bemærkede hans Væbner, at hans Ansigt, som trods de
forskelligartede Sindsbevægelser, han havde gennemgaaet hele Formiddagen, var
vedblevet at være askegraat, nu pludselig var blevet meget rødt.
Da Herolden saa hver Stridsmand paa sin Plads, opløftede han sin
Bøst og gentog tre Gange: »Faites vos devoirs, preux chevaliers/« (Gør
eders Pligt, tapre Biddere!) Efter det tredje Baab trak han sig tilbage
til den ene Side af Kamppladsen og forkyndte saa, at ingen under Straf
af øjeblikkelig Død maatte understaa sig ved Ord, Baab eller
Handlinger at blande sig i eller forstyrre denne ærlige Tvekamp. Stormesteren,
som i sin Haand holdt Kamppantet, Bebekkas Handske, kastede det nu
ud paa Kamppladsen og raabte de skæbnesvangre Signalord: »Laissez
aller U (Fremad !)
Trompeterne skraldede, og Bidderne fo’r i strakt Galop løs paa
hinanden. Ivanhoes trætte Hest og dens ikke mindre udmattede Bytter
tumlede, som alle havde ventet, om for Tempelherrens vel rettede
Lanse og kraftige Ganger. Dette Udfald af Kampen havde alle forudset;
men skønt Ivanhoes Lanse sammenligningsvis kun rørte ved
Bois-Guil-berts Skjold, vaklede denne Stridsmand til Forbavselse for alle dem,
som saa paa det, i Sadlen, tabte Stigbøjlerne og styrtede til Jorden.
Ivanhoe kom snart løs fra den faldne Hest og var hurtig paa Benene,
hvorefter han ilede hen for at bøde paa sin Lykke med Sværdet; men
hans Modstander rejste sig ikke. Idet Wilfred satte sin Fod paa hans
Bryst og Sværdspidsen paa hans Strube, bød han ham at give tabt eller
at dø paa Stedet. Bois-Guilbert svarede ikke.
»Dræb ham ikke, Hr. Ridder,« raabte Stormesteren, »uden Skrifte
og Absolution — dræb ikke baade Legeme og Sjæl! Vi erkender, at han
er overvunden.«
Han steg ned paa Kamppladsen og bød, at man skulde tage Hjælmen
af den besejrede Stridsmand. Hans Øjne var lukkede — den mørke,
blussende Rødme var endnu paa hans Kind. Da de forbavset saa paa
ham, aabnede Øjnene sig — men de var stive og glasagtige. Rødmen
veg fra hans Ansigt og gav Plads for Dødens gustenblege Farve. Uden
at være saaret af sin Fjendes Lanse var han død som et Offer for sine
egne voldsomme, indbyrdes modstridende Lidenskaber.
»Dette er visselig Guds Dom,« sagde Stormesteren og saa op imod
Himlen — *fiat voluntas tua ta (Ske din Vilje, Herre!)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
