Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Besowo - II. Skoven og Myret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvide Stjærner krydsede med lysende Spor, glem-
mende Tid og Menneskets Evighed, paa det højt-
buede Himmelhvælv.
— Orion bøjede sig tilbage i sin Hofte, som
greb han til Sværdet:
— Hvad om han drog det og gennemhuggede
Tyngdelovens flimrende Væv!
De vilde styrte sammen, Løven og Bukken og
Skorpionen . . .
Karlsvognen vilde rulle frem og vælte Kæmpen
Orion.
Og alle vilde de synke sammen i én eneste
mægtig Himmelbrand, der kastede sit Lys ud i
Rummets yderste Gaader og smeltede mig og mit
Fyrretræ og Wojs Stump begravede Hale for at
støbe os forfra igen i de samme Former.
Og Timerne gik, uden at der skete noget, og
jeg vadede hjem stivfrossen og ond med den pi-
bende Hund og min halvdøde Gris . . . .
Maanen var paa sit Sidste.
Tunge Sneskyer drog hen over Himlen, og
Vinden jog den løse Sne hvislende hen over de
øde Flader.
— Sult og Kulde og Død, — lød det for Øde-
markens Dyr.
Jeg gik som sædvanlig tværs gennem Lav-
ningen langt ud paa den anden Side, slæbende
Sporet til med Grisen i Posen og vendte tilbage
til mit Fyrretræ i samme Spor. Det føg forresten
næsten straks til af sig selv igen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
