Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolvhundrede frosne Mænd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den eneste uforbederlige var en Finlænder.
Han blev ved sit. Der var ingen Dybde i ham.
––- De skulde have hørt ham spille Violin!–––-
Forresten hørte vi nu ikke noget videre paa ham.
Han gik for sig selv, men i Orkestret fik han
som en Undtagelse Lov til at spille med: Violinen
lød saa spinkel i det, at ingen kunde tage Skade
deraf.–––
En Nat efter en Soiré paa vor Frivagt kom
der Bud efter ham ovre fra Barakkerne: En For-
binding skulde lægges om paa hans Afdeling.––-
Vi laa alle og sov mellem Instrumenterne og
de tømte Flasker. — — Da Feltskæren havde
rusket Liv i ham, kom han til at tænke paa noget:
Det var vel Emmen, der stod om de Saarede,
denne Em af Opløsning og Udskillelse med sin
brutale Lugt af friskslagtet Kød. — — Maaske
trængte Skrigene og den endeløse Jamren, som
Vanen gør de vaagne Nerver døve for, uventet
ind i hans Tomhed. — —
Han satte sig i al Fald med et Ryk overende,
listede lurende Violinen til sig og huggede saa,
idet han sprang til, Feltskæren med den oven
i Hovedet.–––
Der blev aldrig Violin af den mere.
Efter den Tid spillede han Harmonika. Han
blev Virtuos paa det Uhyre af en Harmonika,
som han fik snuset op nede i en af de mobile
Tingel-Tangler, og den passede svært ind i En-
semblet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
