Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 KIKKENS IIISTOIIIE.
Herrer, som havde vist sig som Venner til de Hellige og virket for,
at Retfærdighed kunde blive dem tildelt.
Den 2den Juli blev John Taylor bragt hjem i sin saarede
Tilstand fra Carthage. Hans egen BeretniDg om sin Transport fra
nævnte Sted til Xauvoo er saa tydelig og interessant, at vi gjengive
fölgende Udtog af samme :
„Mange, som tilhörte Pöbelen, kom til mig og behandlede mig
med öjensynlig Agtelse, og baade Embedsmændene og Folket
betragtede mig som en Slags Gidsel og frygtede for, at min Forflyttelse
skulde blive Signalet for „Mormonerne" at gribe til Vaaben. Jeg
erindrer ikke saa bestemt, hvor længe jeg forblev i Car thage; men jeg tror,
det var tre eller fire Dage efter Mordet, at Broder Marks kom me l en
Karet, Broder James Allred med en Vogn og Doktor EUs og flere
Andre til Hest for at hente mig til Xauvoo. Jeg var paa den Tid meget
udmattet formedelst Tabet af Blod, hvilket endnu vedvarende flöd
fra mine Saar, og da min Hustru spurgte mig, om jeg kunde tale,
var det medXöd og næppe, at jeg kunde hviske nej. Betydelig
Samtale fandt nu Sted angaaende, hvor vidt det vilde være passende
at flytte mig; flere Læger og andre af Carthage-Folket erklærede
bestemt, at det vilde koste mig Livet, medens mine Venner holdt
fast paa deres Beslutning om at ville fore mig til Nauvoo, hvis
muligt.
Jeg antager, at de Förstnævntes Onske om at ville beholde mig
hidrörte fra den ovenfor omtalte Frygt for ,,Mormonerne." Jeg tror,
at Oberst Jones var oprigtig; han havde opfort sig som en Ven hele
Tiden, og han fortalte min Hustru, at hun burde overtale mig til
ikke at begive mig paa RejseD, thi han troede ikke, at jeg havde
tilstrækkelige Kræfter til at kunne naa Nauvoo. Tilsidst blev det
imidlertid bestemt, at jeg skulde tage afsted, men da man troede
at jeg ikke kunde taale at kjöre i en Vogn eller Karet, lavede de
mig en Bæreseng, i hvilken jeg blev sat, efter at man havde baaret
mig ned ad Trappen. Iblandt dem, der hjalp at bære mig, fandtes
flere af Pöbelen. Saa snart jeg var kommen ned, fölte jeg mig meget
bedre og stærkere, saa at jeg kunde tale, hvilket sandsynligvis kan
tilskrives Virkningen af den friske Luft.
Da vi næsten havde naaet Udkanten af Byen, erindrede jeg en
Skov, som vi skulde rejse igjennem, og jeg bad en vis Person om at
kalde Doktor Elis hen til mig. Denne Herre indfandt sig ogsaa
strax, og jeg sagde til ham: „Doktor! Jeg bemærker, at Mændene
blive trætte af at bære mig; omtrent to eller tre Mile her fra og ikke
langt af vor Vej bor der nogle „Mormoner." Vil De ikke være saa
god at ride over til deres Landsby saa hurtig som muligt og anmode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
