Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Om Morgenen viste Retsbetjenten sig atter og bad mig til Frokost.
Da vi havde spist, sade vi og ventede paa, at Alt skulde gjøres rede
til at føre mig i Fængsel. Imidlertid kom mine Brødre til det samme
Sted paa deres Rejse og kom ind for at tale med mig; jeg hviskede
til dem, at de skulde fortsætte deres Rejse og lade mig varetage
mine egne Affærer, idet jeg lovede snart at indhente dem. Dette
gjorde de saa.
Efter derpaa at have siddet en Stund ved Ilden under
Retsbetjentens Opsyn forlangte jeg at maatte gaa udenfor. Jeg spadserede,
ledsaget af ham, ud paa Torvet.
»Hr. Peabody,« sagde jeg, »er De en god Løber?«
»Nej,« svarede han, »men jeg har en stor Hund, og den er i flere
Aar bleven saaledes indøvet til at assistere mig i mit Embede, at
den paa mit Bud vil kunne kaste en hvilken som helst Mand til Jorden.«
»Godt, Hr. Peabody,« sagde jeg, »De nødte mig til at gaa een
Mil, jeg har gaaet to med Dem; De har givet mig Lejlighed til at
prædike og synge og har tillige beværtet mig med Logi og Frokost.
Jeg maa nu fortsætte min Rejse; hvis De er flink til at løbe, kan De
ledsage mig. Jeg takker Dem for al Deres Godhed. Farvel, min Herre!«’
Jeg fortsatte derpaa min Rejse, medens han stod som forstenet og
var ikke i Stand til at flytte Foden. Da jeg saa’ dette, gjorde jeg
Holdt, vendte mig om og indbød ham igjen til et Væddeløb. Han
stod endnu som forstenet. Jeg fornyede nu mine Anstrengelser og
forstærkede snart min Fart til noget lig en Hjorts. Han vaagnede
ikke af sin Forbauselse for at kunne forfølge mig, førend jeg havde
vundet maaske en 300 Alens Forspring. Jeg havde sprunget over et
Gjærde og skyndte mig over Marken ad Skoven til, som laa noget
til højre fra Vejen. Retsbetjenten kom nu raabende efter mig og
skreg paa Hunden, at den skulde gribe mig fat. Hunden, som var
en af de største, jeg nogensinde havde set, nærmede sig snart med
hele sin Fyrighed. Retsbetjenten, der fulgte efter, klappede i
Hænderne og raabte: »Afsted, afsted! tag ham, Pasop! grib ham! hør,
ned med ham!« og pegede med Haanden i den Retning, hvori jeg
løb. Hunden havde næsten naaet mig og var lige ved at springe paa
mig, da den Tanke, hastigt som Lynet, faldt mig ind at hjælpe
Retsbetjenten med at sende Hunden med fuld Fyrighed ind i
Skoven, som nu kun laa et lille Stykke Vej foran mig. Jeg pegede med
min Finger i den Retning, klappede i Hænderne og raabte ligesom
Betjenten; Hunden foer forbi mig med fordoblet Fart ind i Skoven,
fremskyndet af Betjenten og mig selv, og vi løb begge i samme Retning.
Da jeg havde naaet Skoven, tabte jeg snart Retsbetjenten og
Hunden afsyne og har ikke set dem siden. Jeg forandrede nu min Kurs,
gik over Vejen, gjorde omkring ind i Ørken til venstre og kom
til Vejen igjen for at gaa over Broen, der førte over
Vermilion-Flo-den, hvor jeg blev raabt an af et halvt Dusin Mænd, som ængstelig
ventede vor Ankomst til den Egn, og som nødte mig stærkt til at
standse og prædike. Jeg fortalte dem, at jeg ikke kunde gjøre det
denne Gang, thi en Retsbetjent var efter mig. Derefter fortsatte jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
