Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
145
Dækning af deres (Mormonernes) Gjæld og som Skadeserstatning for
den af dem anrettede Skade.
3. At de Øvrige skulle forlade Staten under Soldaternes
Beskyttelse, men dog tillades at forlænge deres Ophold, indtil nærmere
Ordre modtages fra den Øverstkommanderende.
4. At udlevere deres Vaaben af enhver Slags mod Kvittering.
Henimod Aften besøgte Oberst Hinkle Brødrene Joseph Smith,
Sidney Rigdon, Parley P. Pratt, Lyman Wight og George W.
Robinson og fortalte dem, at Officererne for Militsen ønskede en
Sammenkomst med dem, haabende derved at kunne bilægge
Fjendtlighederne, uden at blive nødte til at iværksætte den af Guvernøren
modtagne Udryddelsesordre. Han forsikrede dem tillige, at
Generalerne Lucas, Wilson og Doniphan havde sat deres hellige Ære i
Pant paa, at de ikke paa nogen Maade skulde blive fornærmede eller
lide Overlast, men de skulde næste Morgen, eller saa snart Raadførelsen
var tilende, blive bragte tilbage til Byen i Sikkerhed. Joseph og de
andre Brødre efterkom øjeblikkelig denne Anmodning og begave sig
strax paa Vejen til Militsens Lejr. Da de vare komne omtrent
halvvejs, saas General Lucas og en stærk Vagt paa flere hundrede Mand
at komme dem imøde. Saa snart de vare nær nok, befalede General
Lucas sine Mænd at omringe Brødrene, hvorpaa Oberst Hinkle traadte
frem og sagde: »Her er de Fanger, som jeg lovede at udlevere Dem.«
Lucas drog derpaa sit Sværd, svang det over sit Hoved og sagde, at
de nu vare hans Fanger. I samme Øjeblik hørtes Hanen paa en
Mængde Geværer blive spændt, og et Antal af disse rettedes mod
Joseph og hans Ledsagere. Omgivne af Tusinder halvvilde Mennesker,
hvoraf mange vare klædte og maiede som Indianere, førtes de derpaa
i Triumf til Lejren. De høje Skrig og Hvi, som her opfyldte Luften,
og som kunde høres vidt omkring, og de gruelige, gudsbespottende
Eder og Forbandelser, der i Masse udslyngedes mod dem, vare nok
til at forfærde selv det modigste Hjerte; og som Pratt siger:
»Dersom Synet af Helvedes Regioner pludselig kunde aabne sig for Sindet
med deres Tusinder af onde Dæmoner, alle skrigende, hujende,
raa-bende, jublende, spottende, bandende, sværgende og fraadende lig et
oprørt Hav, kunde man danne sig et Begreb om det Helvede, hvori
vi nu befandt os.
Ingen Pen formaar at beskrive vore Følelser hin frygtelige Nat, da
vi uden Ly og under en heftig Regn maatte ligge paa den bare Mark
i ængstelig Uvished om vore Hustruers og Børns, Venners og
Be-kjendtes sande Skjæbne, og uden at se nogen Udvej til at frelse vore
egne Liv, undtagen ved Guds mirakuløse Magt. Men uagtet alt
jordisk Haab syntes tabt, følte vi dog sn ubeskrivelig Ro, og en indre
hemmelig Hvisken syntes at sige: »Fred mine Sønner, værer ved
godt Mod, eders Gjerning er endnu ikke fuldendt; jeg vil derfor
tilbageholde eders Fjender, og de skulle ikke faa Magt til at tage
eders Liv.«
Næste Dag, den Iste November, bleve Hy rum Smith og Amasa
M. Lyman bortrevne fra deres Familier og bragte som Fanger til
Pøbelens Lejr. Ikke saa snart havde derpaa Militsen i Far West paa
10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
