Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
147
falden og under en stærk Vagt tilladt at tage Afsked med deres
Familier. De Optrin, som nu paafulgte i de Bortdragendes Familier,
ere hjerteskjærende at læse. Saaledes skriver Joseph:
»Jeg fandt min Hustru og mine Børn svømmende i Taarer, da de
troede, vi vare blevne skudte af dem, der havde svoret at tage vore
Liv, og at de ikke skulde faa mig at se mere. Da jeg traadte ind
ad Døren, klyngede de sig fast i mine Klæder med taarefyldte Øjne,
medens en Blanding af Sorg og Glæde stod at læse paa deres
Ansigter. Jeg bad om at maatte tale med dem et Øjeblik alene, men
dette hlev mig nægtet. Jeg nødtes derfor til at forlade dem, men
hvo kan forestille sig mine Følelser, da jeg saaledes blev revet bort
fra min Ægtefælle, medens hun var omringet af Uhyrer i
Menneskeskikkelse, og ligeledes fra mine Børn, der ikke vidste, hvorledes de
skulde faa Livets Nødvendigste, og blive ført langt bort fra dem, for
at mine Fjender kunde ihjelslaa mig, naar de lystede. Min Hustru
græd, mine Børn holdt fast i mig, og lode sig kun rive bort ved
Soldaternes Sværd, som bevogtede mig. Jeg overvældedes af denne
Scene, og kunde ej gjøre Andet end befale dem i Guds Haand, hvis
Godhed havde fulgt mig indtil denne Dag, og som nu alene var i
Stand til at beskytte dem og befri mig af mine Fjenders Hænder
og gjenforene mig med min Familie. Jeg blev ført tilbage til Lejren,
hvor fra jeg tilligemed de øvrige Brødre, nemlig Sidney Rigdon, Hyrum
Smith, Parley P. Pratt, Lyman Wight, Amasa M. Lyman og George
W. Robinson, blev transporteret til Independence i Jackson County.«
Parley P. Pratt, en anden af Fangerne, skriver ligeledes: »Dette
var den pinligste Scene af Alt. Jeg gik til mit Hus under Bevogtning
af to eller tre Soldater; den kolde Regn strømmede ned udenfor, og
idet jeg traadte ind i min lille Hytte, fandt jeg min Kone liggende
syg af Feber, hvoraf hun i nogen Tid havde været angreben. Ved
hendes Bryst laa vor Søn Nathan, et Spædebarn paa tre Maaneder,
og ved hendes Side en lille Pige paa fem Aar. Ved Foden af samme
Seng laa en Kone i Fødselsveer, som om Natten var bleven drevet
fra sit Hjem og havde søgt midlertidigt Ly i min Hytte paa ti
Kvadratfod — mit større Hus var nemlig bleven nedrevet. Jeg traadte
hen til Sengen, hvor min Kone brast i Taarer, og talede nogle
trøstende Ord til hende, bad hende forsøge at leve for min og Børnenes
Skyld, og udtrykte det Haab, at vi igjen skulde mødes, selv om det
vilde tage en Del Aar; hun lovede at gjøre det, hvorpaa jeg
omfavnede og kyssede de Smaa og tog bort.
Indtil nu havde jeg holdt mig fra at græde, men at blive
bortreven fra saa hjælpeløs en Familie — blottet for Fødemidler og
Brændsel, og næsten berøvet Ly paa en kold og ensom Prærie foruden Nogen
til at hjælpe dem — udsat for lovløse Banditer, der vare aldeles
blottede for Humanitet, og dette netop som Vinteren var i Anmarsch,
var mere, end et Menneskes Natur vel kunde udholde.
Med taarefyldte Øjne forklarede jeg for General Moses Wilson min
syge, sorgbetyngede og blottede Families Omstændigheder i Udtryk,
som vilde have rørt ethvert Hjerte, der havde havt den mindste
Gnist af Menneskekjærlighed tilbage. Men jeg blev kun besvaret med
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
