Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 154
Blokhus og bevogtede af en stærk Vagt. Ikke saa snart havde de
taget Ophold her, før de bleve besøgte af General Clark, som paa
deres Spørgsmaal om Aarsagen til den slette Behandling, der var
overgaaet dem, og Grunden, hvorfor de vare blevne fængslede, svarede,
at han for Øjeblikket ikke saa’ sig i Stand til at besvare deres
Spørgsmaal, men skulde om ikke længe give dem Oplysning derom. Kort
efter kom Oberst Price ind med to Lænker i Haanden og flere
Hænge-laase. De to Lænker føjede han sammen. Ligeledes førte han ti
bevæbnede Mænd med sig, som, medens disse Forberedelser fandt Sted,
stode med Fingeren paa deres Geværhaner, rede til at trykke løs med
et Øjebliks Varsel. Han lod først Vinduerne tilspigre, hvorefter han
befalede en Mand ved Navn John Fulkerson, som han førte med sig,
at lænke Brødrene, syv i Tallet, med en Kjæde, som gik fra den
Enes Ankel til den Andens, og ved hver Ankel var fastgjort med
en Hængelaas. I denne Stilling bleve de bevogtede Dag og Nat af
omtrent ti Mænd ad Gangen, der stode omkring dem med ladte
Pistoler i Haanden. Om Natten laa de alle paa Ryggen udstrakte
paa Gulvet i Rad og forsøgte at sove, men det haarde Gulv, Kulden
og Umuligheden af at forandre deres Stilling paa Grund af Lænkerne
og Vagtens Støjen forjagede al Søvn.
»En af hine kjedsommelige Nætter,« skriver Parley P. Pratt, »laa
vi, som om vi sov, til over Midnat, medens vore Hjerter krympede
sig af Smerte ved at være nødte til Time efter Time at høre paa
vore Bevogteres afskyelige Spøg, gruelige Eder, rædsomme
Bespottelser og uterlige Samtaler, naar de — med Oberst Price som Formand
— fortalte hverandre om de Mord, Røverier og Plyndringer, som de
havde begaaet blandt »Mormonerne« i Far West og Omegn — ja
de roste sig endog af at have voldtaget og skjændet »Mormonernes«
Hustruer og Døtre og af at have skudt Mænd, Kvinder og Børn
eller knust Hovedet paa dem. Jeg havde hørt saa længe paa alt
dette, indtil jeg følte en saadan Væmmelse, Rædsel og Gru og en
saa retfærdig Vrede, at jeg næppe kunde afholde mig fra at springe
op og irettesætte Vagten, men sagde Intet til Joseph eller nogen af
de Andre, endskjønt jeg laa ved Siden af ham og vidste, at han var
vaagen. Men pludselig rejste han sig op, og med Tordenrøst, eller som
naar en Løve brøler, udtalte han, saa vidt jeg kan erindre, følgende
Ord: »Tier og værer stille, I Djævle fra det dybeste Helvede! I Jesu
Kristi Navn byder og befaler jeg eder at være stille. Jeg vil ikke leve
et Minut længere og høre paa saadan Tale. Stands med eders
afskyelige Fortællinger, thi ellers skal I eller jeg dø i dette Øjeblik.«
Han taug. Han stod oprejst paa sine Fødder i frygtelig Majestæt.
Lænket og uden Vaaben — rolig og værdig som en Engel — skuede
han ned paa sine skjælvende Bevogtere, hvis Vaaben sank eller faldt
ud af Hænderne paa dem, medens deres Knæer sloge mod hinanden
af Angest; de trak sig forfærdede tilbage i en Krog eller kastede sig
for hans Fødder og bade om Forladelse og forholdt sig ganske stille,
indtil de bleve afløste af en anden Vagt.
Jeg har i Englands Retssale set Retfærdighedens Haandhævere,
iførte deres Embedsdragter, og Forbrydere fremførte for dem, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
