Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
173
for Naadens Trone, bleven udfriet af Fjendens Hænder og kan atter
glæde mig i mine Søskendes og Venners Samfund, hvem jeg elsker
og føler mig sammenbunden med, ja med Baand, som ere stærkere
end Døden, samt ved at befinde mig i en Ståt, hvor jeg tror Lovene
blive haandhævede, og hvis Indbyggere ere besjælede af Humanitet
og Velvillie.
Medens jeg befandt mig i mine Fjenders Hænder, følte jeg, som
naturligt var, stor Ængstelse for min Familie og mine Venner, som
bleve saa umenneskeligt behandlede, og som maatte begræde Tabet
af deres Ægtefæller og Børn, og som efter at være blevne berøvede
næsten Alt, hvad de ejede, bleve drevne fra Hus og Hjem og tvungne
til at vanke om som Flygtninge i et fremmed Land, for om muligt
at redde dem selv og deres Børn fra den Undergang, hvormed de
truedes i Missouri; dog skylder jeg Sandheden at sige, at for mit
eget Vedkommende følte jeg mig ganske rolig og hengiven i min
himmelske Faders Villie. Jeg var mig min Uskyldighed bevidst, saa
vel som de Helliges, og at vi ikke havde gjort Noget, som fortjente
en saa barbarisk Behandling som den, vore Forfølgere havde tildelt os.
Derfor kunde jeg trøstigt henvende mig til den Gud, som har alle
Menneskers Hjerter i sin Haand, og som saa ofte havde friet mig
fra Dødens Magt, og det endskønt al Redning syntes afskaaren og
min Undergang var besluttet, i det mindste af Mennesker; og fra det
første Øjeblik, jeg betraadte deres Lejr, følte jeg, at baade jeg, mine
Brødre og vore Familier skulde blive befriede. Ja, den stille Røst,
som saa ofte havde tilhvisket mig Trøst i min store Kummer og
Nød, bød mig være ved godt Mod og tilsagde mig Frelse, hvilket
forskaffede mig stor Glæde. Og endskjønt »Hedningerne fnysede, og
Folket grundede paa Forfængelighed«, var dog Hærskarernes Herre,
Jakobs Gud, min Tilflugt, og naar jeg raabte til ham paa Sorgens
Dag, befriede han mig, hvorfor jeg af min ganske Sjæl lover og
priser hans hellige Navn, thi endskjønt »vi trænges paa alle Maader,
forsage vi ikke; vi ere tvivlende, men fortvivle ikke; vi ere forfulgte,
men ikke forladte; nedslagne, men ikke fortabte«. (2 Kor. 4:8.)
De Helliges Opførsel under de mange Forurettelser og Lidelser, som
ere dem tilføjede, har i Sandhed været rosværdig. Deres Mod til at
forsvare Brødrene mod Pøbelens Vold; deres Hengivenhed for
Sandhedens Sag under de mest trykkende Omstændigheder; deres
Kjærlighed for hverandre; deres Beredvillighed til at yde mig og mine Brødre
Hjælp, medens vi sukkede i Fængslet; deres Opofrelser, da de
forlode Missouri, og deres Bestræbelser for at hjælpe de arme Enker
og faderløse Børn og sikre dem et Hjem i et mere gjæstfrit Land
— alt dette tjener til at hæve dem i alle gode og rettænkende
Menneskers Agtelse, og har sikret dem Jehovas Miskundhed og et evigt
Navn, ja et Navn såa varigt som Evigheden. Deres ædle Daad og
heltemodige Handlinger til Forsvar for Sandheden og deres Brødre
skulle bevares i frisk Minde, naar deres Forfølgeres Navne forlængst
ere begravne i Glemselens Nat, eller kun erindrede paa Grund af
deres Grusomhed og Barbari.
De Helliges Hengivenhed for mig, medens jeg var i Fængslet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
