Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tale holdt ved Naturhistorisk forenings mindesfest den 8. Marts 1913 i anledning af hundredaaret for Japetus Steenstrups fødsel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
husker ham — ofte søge efter Ordene, vende og dreje sine Udtryk, til han fandt
det, som netop syntes ham det rette. Men der var et personligt Liv over Fremstillingen,
en Optagethed af Emnet, som uvilkaarlig meddelte sig til Forsamlingen, og det
gjaldt, baade naar Emnet i sig selv var taknemligt og forud kunde være vis paa
almindelig Interesse, som saa overordentlig ofte var Tilfældet — naar han f. Eks.
behandlede et af Grænsegebeterne mellem Arkæologi og Zoologi, eller gav en samlet
Udsigt over en Række egne Undersøgelser, som i det bekendte Foredrag om
»Tørvemosernes Bidrag til Kundskab om Danmarks forhistoriske Natur og Kultur« — og naar
det var saa specielt som hans sidste om Skalskiftet hos Krebs og Krabber,
hvormed han forstod at holde Publikums Opmærksomhed fangen i hele 2 Forelæsninger.
Sligt kan kun den gøre, der har store Gaver som Lærer.
Ikke mindst gjorde disse Gaver sig gældende ved Universitetet. Her forstod
han ved sine livfulde og af hans selvstændige Opfattelse prægede Forelæsninger at
vinde og at binde til sig den store Kreds af unge Studerende, for største Delen
unge Medicinere, som udgjorde hans Auditorium. Som eet talende Exempel vil jeg
anføre, at en af hans Tilhørere en Dag sagde til en Kammerat, som endnu ikke
havde valgt sit Studium: »Du skulde gaa hen og høre Stp.« Den unge Mand var
Lausen, den senere Læge i Buenos Aires; han blev strax vunden ind, blev Mediciner
og viste siden sin Taknemlighed for sin Ungdoms zoologiske Undervisning ved de
storartede Gaver til Museet, de fossile Pampasdyr, som nu noget nær udgør dets
største Pryd. Andre talende Beviser er Stiftelsen af Steenstrup’s Legat i Anledning af
hans 25-Aars Jubilæum som Professor (1870) og Overrækkelsen af et Album med
Portræter af tidligere Elever ved Universitetets 400-Aars Jubilæum, samt Adressen fra danske
Læger paa hans 80-Aars Fødselsdag. I en sjelden Grad greb han Undervisningen
personlig an; paa Studiesalen søgte han ved Samtale med den enkelte eller en lille Kreds
at faa sine Elever til at se og forstaa, hvad de saa. Og det var Samtaleformen,
som han oftest og helst anvendte overfor de videregaaende egentlige naturhistoriske
Studerende. Jeg er vis paa, at hans herværende — neppe ret mange — Elever
med Taknemlighed vil mindes de frugtbare Impulser, som han derved forstod at
give, den Evne, han havde til at sætte vore Tanker i Gang med Problemer, som
pludselig præsenterede sig for os ved en eller anden overraskende Ytring fra hans
Side; vi vil sikkert underskrive Gustaf Retzius’ Udtalelse, at han »kunde gøre
uventede Spørgsmaal og give uventede Svar«. Sjeldent tog han strax og uden
Modsigelse imod det, som vi mente kunde være rigtigt, selv om det muligvis virkelig
var det — ikke uden Grund døbte Carl Vogt ham paa Arkæologkongressen i 1869:
»Der Geist des Widersprechens«.
Som i sin Undervisning var Stp. ogsaa i sin videnskabelige Forskning en
Impulsernes Mand. Med intuitiv Sikkerhed kunde han gribe et væsentligt Punkt eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
