Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Examen artium, den første Studentertid og Hjemmelivet i Hillerslev. 1832—1835
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
religiøs Trøst. Dog frembød Dyrelivet større Afveksling og et mere spændende
Skuespil, men saa vidste man ogsaa, at man her mødte Lidenskabens Uro og Dødens Smerte.
I Mineralogien led man paa den anden Side ofte under en betænkelig Kulde, uden at
Hjertet tiltaltes. Han følte dog, at ethvert videnskabeligt Fag, som dreves med Alvor,
vilde kunne fængsle ham. Men Lægevidenskaben med dens nære Berøring med
Naturvidenskaben var ham tiltalende, skønt netop denne Nærhed syntes til sine Tider aldeles
at ville forjage Lægen af Sindet.
Hertil kom nu et Hjærteanliggende. Allerede i Skoletiden havde han følt sig
tiltrukken af den yngste af Mad. Kaarsbergs Døttre Ida. Ved sin harmoniske Skikkelse
og blide Ynde, ved sin »ydmyge Mening om eget Værd« — som det er bleven sagt om
hende — tiltalte hun alle og maatte fængsle ham, der havde lært hendes gode,
kærlighedsfulde Sind at kende under sit mangeaarige Ophold i hendes Hjem. Søsteren Talke
havde siden Stp.s haarde Sygdom betragtet ham som en Plejesøn, og hun havde hans
fulde Fortrolighed. Allerede for længe siden havde Stp. tilstaaet for hende, at Ida havde
staaet for ham som Ideal, saa længe han havde kendt hende, men Talke havde bedt
ham være taus og overveje vel, om hans Følelser vare dybe nok og varige; hun
overbevistes dog fuldt derom og fik sin Moders Tilladelse til, at Stp. maatte tilskrive Ida.
Ida selv var det gaaet saaledes, at hun siden hans Sygdom havde faaet ham inderlig
kær, hun mærkede nok og med Glæde hans Tilbøjelighed for hende, men vogtede sig
vel for at give sine Følelser noget Udtryk. Nu kom det afgørende Brev, og hun blev
jublende glad. Søsteren fik Lov til at skrive det gode Svar.
I et Brev fra Marts 1835 takker Stp. sin »anden Moder« Mad. Kaarsberg, »fordi De
tillod mig at bede om Idas Haand paa en Tid, det var mest trøsterigt for mig at vide min
Skæbne afgjort. . . »Jeg er ung«, skriver De, »Ida er ældre«, ja det er netop Misforholdet
i Folks Øjne, dog Gud være lovet ej i min kære Moders og ej i Idas« (Ida Kaarsberg var
født den 7. Juni 1811 og altsaa to Aar ældre).
Om sit Fremtidsmaal skriver han videre i dette Brev: »Det er faldet mange ind,
at jeg ej vilde studere Medicinen, men et af de nærbeslægtede brødløse Fag; at det
er kommet af min Lyst til Naturvidenskaberne, kan jeg nok tænke! Mange af mine
Medstuderende kunde endog ei faa i Hovedet, at jeg kunde have isinde at vælge
Medicinen; hvoraf det kom, ved jeg ej tilfulde; at det imidlertid, efter at jeg længe og meget
har tænkt over dette, er bleven en fast Beslutning hos mig aldeles at følge min
Yndlingslyst, Lægevidenskaben, alene, véd jeg tilvisse, og det har naturligvis fundet des
mere Genklang hos mig, siden min Ida har bundet sin Skæbne til min.
Naturvidenskaberne have ligesaameget Tiltrækkende, og jeg havde vanskeligen valgt mellem dem,
men Lægevidenskaben fordrer, at jeg maa lade nogle af disses Grene gaa ligesidigen
med den og ikke forsømme de andre; ukendt med disse kan jeg da ei blive, og hvis
uformodentligen en Vej skulde vises mig, ad hvilken jeg turde gaa til disse, da kan jeg jo,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
