Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Køkkenmøddingernes Forhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forchhammer baade maatte handle hurtigt og tillige tage saadant Hensyn. Forchhammer
havde nemlig faa Aar før det her omhandlede Tidspunkt lidt et højst ubehageligt
Nederlag i et geologisk-arkæologisk Spørgsmaal, den bekendte Runamo-Sag.
Forchhammer og andre havde antaget, at nogle Ridser paa en Grønstensgang i Halland
foruden mange naturligt opstaaede Sprækker ogsaa iblandt disse indholdt kunstigt
indhuggede Tegn. Paa Basis af Forchhammers Adskillelser mellem kunstige og
naturlige Ridser havde den meget lærde Forsker Finn Magnussen efter store
Anstrengelser læst de formentlige Runer og tydet dem som en Fortælling om Braavalla-Slaget.
Den unge fremadstræbende Arkæolog J. J. A. Worsaae drog nogen Tid efter stærkt
til Felts herimod og viste, at den hele Indskrift kun var en Samling af naturlige
Sprækker. Skønt man egentlig skulde synes, at Blamen for den falske Tydning maatte
falde paa Runologen og ikke paa Geologen, der kun havde begaaet den mindre og
omtvistelige Fejltagelse at antage naturlige Sprækker i en Stenflade for tildels kunstig
indhuggede, blev det dog Forchhammer, der kom til at bære Ubehagelighederne.
Forchhammer tog til Genmæle og fastholdt vel tildels, at han havde Ret m. H. t, at visse
af Stregerne var kunstigt indhuggede, men hans Forsvar forekommer meget mat, og
han led utvivlsomt et Nederlag[1]. Steenstrup, der havde lært at differentiere mellem
almindelige hævede Skallag og, som han udtrykker det, »visse hævede Lag« mellem
»Østersbanker« og »Østersbunker«, saa, at nu var Forchhammer atter ved at styre fejl
ledet af Lygtemændene »Tangtørven« og »Svovlsyremængden«, men det gjaldt om at
gaa varligt frem[2]. Det fremgaar, af hvad der foreligger, at Steenstrup paa enhver
Maade gerne vilde have Forchhammer til at se det rigtige selv. Han (Stp.)
fremdrager et af Forchhammer selv omtalt Fund af en — som det senen viste sig — meget
udstrakt og typisk Køkkenmødding ved Krabbesholm ved Skive og gaar endog
saa forsigtig frem, at han faar Forchhammer til at undersøge og give sig (Stp.) Attest
for, at nogle af Steenstrup i Køkkenmøddingerne ved Roskildefjord fundne
Flintflækker er virkelige Oldsager og ikke Naturprodukter. At dette ganske
øjensynligt er for at vække Forchhammers Eftertanke, kan ingen nu være blind for.
Steenstrup trængte ingenlunde selv til et saadant Overskøn, han havde fra sin
tidligste Ungdom interesseret sig for og beskæftiget sig med saadanne Spørgsmaal. Endelig
faar Stp. dannet en Komité, hvori foruden Forchhammer og Steenstrup ogsaa J. J.
A. Worsaae (den Gang 26 Aar og ikke Medlem af Vid. Selsk.) faar Sæde. Det taler i
en stærk Grad for Forchhammers Højsind, at han – den da ansete Videnskabsmand
og Universitetsprofessor — overhovedet gik ind paa at sidde i Komité sammen med
Worsaae, der paa en overlegen og haanlig Maade havde kritiseret Forchhammer i
Runamosagen, og ikke mindst taler det for Steenstrups store i bedste Forstand
diplomatiske Ævner og den ejendommelige vindende Elskværdighed, som alle, selv den,
der kun har kendt ham i Oldingeaarene, kan bære Vidnesbyrd om.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
