Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VI. Engelsk romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
JUST BING
i Krat, paa Eng. — Der er ej Fugl, der synger op, — som ej
min-derMmig om min Jane.« — Han lever helt i Naturen, og borte fra
den, er han slet ikke med. »Mit Hjerte er i Højlandet, mit Hjerte
er ej her; mit er i Højlandet og jager det raske Dyr, — jager det
raske Dyr og forfølger den lette Raa, — Mit Hjerte er i Højlandet,
i hvor jeg mon gaa.«
Hans Natursans bunder i en øm og varm Sympati med alt
levende. Burns kan ynkes over en lille Mus, hvis Rede han har
pløjet op
Du stjæler sagtens lidt iblandt,
du skal jo leve — ikke sandt?
Hvad er saa det? Af hele Kærven
et enkelt Aks.
Jeg har jo nok og dig er Skærven
en Velstand straks . . .
Dit lille Skjul af Løv og Straa
din hele Kunst du ofred paa.
Fra Hus og Hjem for al din Møje
jeg jog dig ud
den kolde Rim og Rusk at døje
og Regn og Slud.
Men der er ogsaa et andet Træk deri: Hjemfølelsen,
Fædrelandsfølelsen. Hjemmet er for Burns det dyrebareste, og har i sin
Lørdagskveld i Hytten givet et Idylbillede af Hjemlivet, hvor det
fortrolige forædles til noget uendelig fint og skært og tilsidst hæver sig
til et mægtigt og højtidsfuldt Udbrud af Fædrelandsfølelse: Ude er det
Novemberstorm, Okserne kommer sølede for Ploven; Kragernes sorte
Træk flyver til Reden og Arbejderen slæber træt sin Spade og Hakke over
Mosen, hjem til Søndagshvilen; men hjemme glemmer han
Trætheden, der tumler Børnene sig, Kaminilden lyser, hans Kone smiler
og den mindste pludrer paa hans Knæ. Og den voksne Datter
Jenny kommer hjem med sin lille Fortjeneste. Alle er glade,
kærlige og ærbødige. Det banker, Jenny ved at fortælle om Nabogutten,
der fulgte hende paa Vejen. Moder ser; Jenny bliver rød. Han
kommer, Moders Øjne fæster sig paa ham, Fader taler om Heste og
Køer, han er genert, og Moder er fornøjet, fordi hendes Barn
behandles med slig Ærbødighed. Saa kommer Maden, og Moder
kommer frem med sin gode Ost, nøder ham, fortæller, den er
aars-gammel. Derpaa tager Fader frem den gamle Bibel, Arvestykket i
Huset, de synger de kendte Salmer; Fader læser for og knæler saa
ned i højtidelig Bøn. — Fra slige Scener vælder Skotlands Storhed.
Hytten staar over Paladset i Fromhed og Dyd. Skotland, Himlen,
skænke dine Sønner et sundt Arbejdsliv og fri dem fra Luksus og
Blødagtighed. Da skal, om Kongekroner og Grevekroner brister, et
kraftigt Folk staa som et Ildværn om sit Land. Vort Fædrelands
Gud, du gød Blodstrømmen gennem vor Helt Wallaces stolte Hjerte:
forlad aldrig Skotland, hæv Fædrelandets Mænd stedse højere i
lysende Ætfølge!
Denne Tusind-Hjems-Patroisme vil tale de smaas Sag overfor
de store; den er en anden Form af Medlidenheden. Idyllen har
som Lystigheden hos Burns en melankolsk Undergrund: Mennesket
er født til at sørge. Vore Lidenskaber og Daarskabcr giver denne
Jernlov tifold Magt. Menneskets Grusomhed mod Mennesket volder
Oversat af
Caralis: 100
engelske
Digte —
Kbvn. 1867
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
