Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VI. Engelsk romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
JUST RING
og paa Gaden var han ikke tryg for at blive forhaanet af Pøbelen.
Rasende forlod Byron England. Havde han før spillet den hjemløse
Ridder, var han nu for bitter Alvor landflygtig. Men trodsig stod
han overfor dem alle. Skændte de for Pletten paa Kjolen, vilde
han vise, at han var Mand for at flænse Kjolen i Stykker. Havde
man kaldt ham umoralsk, saa vilde han nu vise, at han blæste i al
Moral. Han drog til Schweiz, hvor han traf Shelley, der ikke bare
var hans Broder i Digtekunsten, men ogsaa i revolutionært Trods.
Shelley havde bortført Mary Godwin og hendes Søster Jane Clairmont,
der blev Byrons Elskerinde. Siden drog han til Venedig og kastede sig
vildt ud i det frie, tøjlesløse Liv under Sydens Sol, som her dreves
paa Kanaler og i Paladser. Han holdt paa at gaa til Grunde i dette
Liv. Da blev han forestillet for den unge Grevinde Guiccioli. Ved
første Blik elskede de hinanden, og hendes Kærlighed reddede ham
ud af Hvirvlen. Han fik Troen paa menneskelige Følelser igen ved
at møde en Elskov, der satte sig ud over alle Skranker og kun vilde
forædle den, den havde kær. Han drømte atter om Daad og om at
blive Høvding i Kampen mod Tyrannerne. I Italien gærede det.
Carbonariernes hemmelige Sammensværgelser mod de østerrigske
Undertrykkelser var forgrenet over hele Italien. Der udgik Forbud
mod at samle Vaaben, og Spioner snusede overalt. Byron gjorde
sit Hus til Oplagssted for de Sammensvornes Vaaben. Men omsider
blev han alligevel ked af alt dette Sammensværgerivæsen, hvis
Ledelse var planløs og hvis Udsigter haabløse.
Hans Poesi rejste sig stærkere under dette. Han fortsatte »Childe
Harold«, men kastede Ridderkappen og fremtraadte som »jeg«. Han
havde set Alperne, og Naturindtrykkene greb ham voldsommere
end før. Shelley var en Naturtilbeder, og hans Naturdyrkelse har
paavirket Byron. I Skildringen af Tordenvejret paa Genfersøen har han
lagt hele sin voldsomme Naturs poetiske Magt, og Childe
Harold-digtet løber ud i en Hymne til Havet, det frie, vilde Hav, der er ukuet
af Menneskenes Herskesyge, der tumler deres stolteste Krigsflaade
som Legetøj, det evige Hav, der ruller sine Bølger saa frit, som i første
Stund, Almagtens vældige Billede, i Storm som i stille, stolt og
ensomt. Og i de filosofiske Dramaer »Manfred« og »Kain« skildrede
han i storladne Billeder Menneskeaandens Stolthed og Frihed og
Verdens Usselhed. Her paa Borgen i Alpedalen skal Manfred dø
efter sit vilde Liv; rolig venter han Timen, han bortviser Abbedens
religiøse Præken om Omvendelse og Haab, han bortviser Djævelens
Trusler. Han lod sig ikke lokke af dem, han er ikke deres Bytte,
Menneskeaanden er selv sin Synds Ophav og Ende, sin egen Dommer,
giver sig selv sin Lod, eftersom Mennesket har levet. »Det er ikke
saa vanskeligt at dø,« raaber den stolte Manfred og synker om. —
Kain staar grublende, med Oprør i Sindet. Han vil ikke prise den
Gud, som har skabt Verden, hvor alle Skabninger fortærer hverandre
og undertrykker hverandre, og hvor alle lider Smerte, og han vil
ikke øge denne Smerte ved noget Blodofler. Og Lucifer, Oprørets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
