Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XI. Den engelske roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
243
hende, naar hun gaar gennem Lunden for at lære Haandarbejde
paa Præstegaarden. Hans Samvittighed er beroliget; men saa faar
han Hastværk, sluger Frokosten, galopperer hjem — for at træffe
Hetty, bliver i Eremitagen, til hun kommer tilbage, og da hun bliver
ræd, bliver hun uimodstaaelig, han er Ridder, han er forelsket, og
hendes Læber er unge og røde. Dog efter det første Kys, vil han
fortælle sin Ven Præsten Irwine det og slippe bort. De kommer i
en lang Diskussion. Først har gamle Fru Irwine sagt, at Arthur
vil blive styret af den Kvinde, han elsker, som Ebbe og Flod af
Maanen. Præsten taler i en let henkastet Tone om ubesindige
Ægteskaber — og Arthur generes af de personlige Bemærkninger. Han
bliver alvorlig og taler om, at det slemme er, at man kan drives
ind i noget ved et Net af Tilfældigheder, og Præsten svarer, at
Banknoten ligger altid heldig til, naar man første Gang stjæler.
Men saa bliver han opmærksom; det er saa uligt Arthur at komme
ind paa slige moralske Diskussioner; er det noget, som passer paa
ham selv? Nej, det hele er blevet saa alvorligt, i den Forbindelse
kan dog Arthur ikke fortælle om sig og Helty, for det hele er jo
ingenting. — Og saa er hans skikkelige Ven hindret fra at frelse
ham og Helty ud af Nettet. — Saadanne Begyndelser, som er
ingenting forstaar George Eliot mesterlig at skildre med alle deres
Omstændigheder. Det, som begynder som det tilsyneladende rene
Tilfælde, vejer hun paa den moralske Guldvægt og faar det til at
aabenbare sig som Indledningen til en ubøjelig Skæbne.
Paa denne Maade blev George Eliot ved sit fine
Sjælesørger-Inslinkt sit Folks Opdrager. Det vil hun være, og netop derfor
har hun valgt de jevne Forhold og de jevne Menneskers Liv til sit
Emne. Hun siger det — ikke uden et vist Koketteri —■ at
naturligvis er de ikke saa interessante og poetiske som de dæmoniske
Romanhelte; men det er ganske anderledes nyttigt at kende dem,
fordi man stadig træffer dem i Livet, mens Romanheltene er sorte
Svaner og hvide Ravne. — Selvfølgelig er det sandt, at dette Hensyn
har virket med til hendes Valg af Stof; men helt sandfærdig er hun
ikke her. Hun ved meget godt, at Stoffet bliver interessant og
poetisk ved Forfatterens Opfattelse af det; men som Kvinde er hun
fristet til at gøre et lidet beskedent Kniks for Publikum; des mere
kan hun fange dets Sympathi for det, som hun forstaar at
fremstille med Mesterskab. Og hun har forstaaet at se alle sine jevne
Mennesker an, saa man vinder Interesse for hendes
Dagligdagshistorier om Præster og Bønder. Den ømme moderlige
Sjælesørger-natur, som aldrig svigter hende, gør hendes Bøger rige og poetiske
nok, om det bare er smaa Forhold og Begivenheder, hun skildrer,
og man gaar bort fra hendes Bøger — selv de tristeste af dem —
med en varm og dyb Sympathi for Livet og Menneskene. —
George Eliot var ganske vist kommen paa Kant med Samfundet
i sin Ungdom. Hun, Mary Anne, Datter af en from Tømmermand
Evans var bleven radikal i religiøse Spørgsmaal, og hun brød med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
