Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
JUST BING
derfor er Dødsstraffen noget naturstridigt. Denne Sentens faar i
Hugos Digt et Liv saa rigt, at man glemmer, at det bare er en
Sentens.
»Hver Bæk er blit til Marmor og Jorden til Granit,
Det er Vinter og vi fryser. Vil du hjælpe os lidt,
Du snille Træ, og gi os dig selv til Juleved?«
Og Træet svared hurtig og muntert: »Det skal ske!
Kom bare, gode Mand, tag din Økse og hug til!
Højt steg jeg op som Træ, jeg stiger højere som Ild.
Kom hid, Far og Mor, unge Mand, kom med din Brud,
Varm Hænderne ved Ilden, men Sjælene ved Gud.
At leve er at elske . . Men vil du, snille Træ
Være Plovstang?« »Ja, mod Jorden bøjer atter jeg ned
Og henter gyldne Aks op af den sorte Muld.
Hvor Ploven skar sig Vej, skinner Markerne af Guld,
Mildøjet titter Freden frem af Furens Dør paa Klem
Og Morgengryet smiler gennem Taarer.« »Men et Hjem,
Du kære, snille Træ, maa du hjælpe mig at bygge
I dit lovrige Skjul er de rædde Raadyr trygge.
Vær Teltstang eller Søjle — hvis du ikke synes jeg er fræk —
For Menneskenes Bolig . .« »Nej, hug bare væk!
Jeg kan sagtens bære Tag, jeg har jo baaret Reder
»Men kom og vær min Skibsmast, kære Træ, er du snil« —
»Da bliver jeg til en Fugl . . . ja, hug du baretil!
Et Skib, det bærer ud paa noget endeløst stort.
Som Graven gør med eder, rykker Skibet mig helt bort
Fra Jorden, ud paa Dybet . . . jeg ved ej hvor jeg kommer,
Kanske til nye Himle og et Land med evig Sommer,
Hvis Fuglene sang ret. Som eders Vismænd uden Skræk
Gaar til Graven, gaar jeg ud paa Havet . . hug bare væk«
»Men vil du være Galge, Træ?« — «Menneske hold din Mund
Vig fra mig med din Økse, vig bort fra min Lund
Jeg og mine, vi er Livets. I er Bodler og Dæmoner
Træd ej paa mine Rødder og rør ej mine Kroner.
Jeg gir Blomsterne Ly, jeg bærer modne Frugter,
Jeg vil ej bære Rebet med de grusomme Bugter . . .
Kom ej hid med eders Rettergang og eders Domme.
Vi Træer er Solens Børn, — her var lyst før eders Komme
Eders Love er frygtelige Væsner, som bringer
Med sig Mulm, som sorte Fugle ryster Nat fra deres Vinger . . .
Nyd Livet, døm til Døden, og mellem tvende Fester
Dræb den stakkels domte Synder og bed Ravnene til Gæster
Vær ubøjelige, før ham til Skafottet, giv ej Grid!
Vær saa onde som I vil, — men kom aldrig mere hid.
Dette Træ, som gør Tjeneste som illustrerende Eksempel, det
snevres ikke ind ved denne sin Rolle. Tvertimod, Hugos Fantasi
giver det et højere og videre Liv. Det omfatter Menneskenes Liv
og Færden som et nyt Rige, der synes af samme Art, men
mægtigere, end det Stykke Naturliv, der nu bølger omkring Træet. Og
det faar sin Udødelighed. Det stiger op mod Himlen som Ild, det
iler hen over Havel til et Paradisland hinsides. Det udvider sig
Oversat af
Chr. Collin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
