Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
«Helge. Helge!» Hans pludselige voldsomhet
jog en liten kort skræk gjennem hende. Men det
var jo gutten hendes — sa hun til sig selv — skulde
hun være ræd for det, han vilde, som hun var glad
i. Hans hænder var saa brændende hete, kjendte
hun gjennem de tynde strømper.
Men da hun forstod, at han kysset under hen*
des skosaale, kjendte hun pludselig uvilje. Og i
den forvirrede følelse av ængstelse og ulyst lo hun
forcert.
«Nei Helge — la være — de skoene, som jeg
gaar og traakker paa disse møkskitne gåterne med —»
Helge Gram reiste sig op — nøktern og ydmyget.
Hun prøvet at le det væk:
«Tænk de skoene — du kan vite, der er tusen
ækle bakterier paa dem —»
«Uf! din pedant — og slik en vil være kunst*
nerinde —.» Nu lo han og. Og overdrevent
spøkefuld, for at dække over sin forvirring, tok
han og krystet hende, og de lo i vilden sky begge :
«Nydelig kjæreste — faa kjende — joda. Du lugter
av terpentin og oljefarver.»
«Tøv min elskede. Jeg har snart ikke tat i en
pensel paa tre uker. Men du skal værsgod vaske
dig du.»
«Har du karbolvand kanske — saa jeg kunde
bli desinficert.» Han gjorde et utfald med saape*
skummede hænder. «Fruentimmer er kemisk fri for
poesi, sier min far altid.»
«Ja det har far din ret i det, gut!»
«Jo du kan ordinere kold vandkur du,» sa Helge
og 10.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
