Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
sol og overflommende lys og fortærende hete. Ingen
av de uhyggelig klare, endeløse, fortærende våar*
kvelderne hjemme. Naar soldagen var forbi, saa
faldt natten saa rolig og jevnt — kulden kom ifølge
med mørket og lokket bare til tryg og rolig søvn
mellem de varme, blanke dage — hver dag litt var*
mere end den forrige, hver dag med litt flere blom*
ster over kampanjen, som ikke var grønnere end
igaar — og allikevel saa meget grønnere og bløtere
end for en uke siden.
Men saan var ogsaa hendes kjærlighet kommet.
Hver kveld hadde hun længtet litt mere efter den
næste soldag med ham utenfor murene — og litt
efter litt vendte hendes længsel sig mere efter ham
og efter hans unge, varme kjærlighet. Hun hadde
tat mot hans kys, fordi det glædet hende — og dag
for dag var deres kys blit flere — tilsidst var al tale
tystnet mellem dem, og det blev bare kys.
Hun hadde set, han blev mere voksen og man*
dig for hver dag — det liksom gled av ham, hans
usikkerhet; den pludselige nedslaathet kom aldrig
over ham nu. Og hun selv blev sikrere, varmere,
gladere. Det var ikke hendes ungdoms kjølige
stridbare selvsikkerhet, men en hjertelig tryghet —
hun var ikke mere mistænksom mot livet, som ikke
vilde føie sig efter hendes drømme — nu tok hun
tillidsfuldt mot hver dag, i glad forventning, at det
uforutsete var godt og kunde vendes til det gode —.
Hvorfor skulde ikke kjærligheten kunne komme
slik — langsomt, som en varme, der steg fra dag
til dag og gav sig tid til at tine og lune —. Fordi
om hun før hadde trodd, den kom som et uveir,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>