Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145
men og iaar. Naar sneen er saa vaat, at det ikke
klabberengang, og alle bækkene bruser og klunker,
og saa himmelen er grøn og klar om kvelden med
store blanke guldstjerner paa og skierne skraper og
skriker paa skaren.»
«Ja. Ja.» Han vugget hende ind til sig. «Men
Jenny — alt dette der — Vestre* Aker — Nordmarken.
Jeg har gaat der saa meget alene. Aa du, jeg er
ræd det der. Jeg synes der maa liksom hænge laser
av mine gamle avlagte sjæle paa hver busk opi der.»
«Hysch, hysch, gut. Aa. Jeg synes, det skal bli
saa gildt. Gaa med vennen min paa alle de stederne,
jeg har gaat alene og trist saa mange vaarer.»
Haand i haand gik de utover den grønne kam*
panje — nu bortimot kveld hadde skyfloret draget
sig opover himmelen, og mot dem strøk en vaarlig
vind.
Jenny saa ømt og længselsfuldt til farvel paa
hver eneste ting. Nede i landeveien knirket høi*
vogner, som blev trukket av okser, hvis hvitgraa
skind skiftet fløilsbløtt over i brunt — og foran de
blaamalte vinkjærrer ringlet bjelderne paa muldyre*
nes røde sæletøi.
Aa alt var kjendt og ®kjært herute — alt hadde
hun set dag efter dag med ham — ikke visst selv,
at hun la merke til det, og nu kjendte hun pludse*
lig, at alting stod brændt ind i hendes sind sammen
med minderne om disse dage.
Den tørre, rødbrune bakke, hvis strie, korte græs
fra ivinter var blit mykere og grønnere fra dag til
10 — Undset: Jenny.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
