Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
Aa vaaren dernede med det rolig groende grønne
paa den vældige slette. Fjeldet stod omkring med
strenge, faste linjer. Menneskene hadde ribbet av
skogen og lagt sine murkronede stengraa byer paa
nuterne og plantet sine sølvgråa olivenlunde ned*
over siderne. Livet hadde krabbet i aartusener over
fjeldsiderne, og tjeldet bar taalmodig det smaa liv
paa sit fang og løftet endda med en evighet av
ensomhet og ro issen mot himmelen. — De stolte,
strenge linjer, og farvernes dæmpede sølvgråa og
graablaa og grøngraa — de ældgamle byer og den
langsomt fremadskridende våar — trods alt, der var
sagt om sydens larmende liv, det var liksom livs*
aanden droges i roligere, sundere tempo der, end
her. Trods vaarens yre vælde derute — det var
lettere allikevel at maatte vite dernede — at våar*
bølgen skyllet over — forbi.
Aa Flelge. Hun længtes etter at være dernede
hos ham. Det var saa langt borte — saa længe siden
alt. Ikke en uke —. Og endda var det næsten, som
hun hadde drømt det hele. Som hun aldrig hadde
været borte herfra.
Det var rart, hun hadde været der. Og ikke her
og set og følt det hele — at den hvite, fredelige,
frostblanke vinter veg — at den tørre, styrkende
lyseblaa luft blev mættet av sølvren vætedamp midt
paa dagen og stod dirrende utover jorderne. Luften
sitret og alle linjer sitret opløst, men farverne stod
skarpe og brændende — liksom nakne. Til kvelden
kom, og alting frøs under et hvælv av blekgrønt,
tærende lys, som varte evindelig længe —.
Lille gutten min, hvad gjør du nu tro. Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
