Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Jeg hadde jo nogen drømme om et stort kunstforlag
engang i tiden — mine folkeviseblade —. Jeg fik
nok med at skaffe maten til mig og mine. Ja jeg
har faat akkord engang, vet du kanske — det var i
90. Ja hun tok ærlig og redelig sin del av slitet
og savnet og fattigdommen — hadde gjerne sultet
for mig og barna. Men med det jeg følte for hende,
var det næsten værre at maatte indrømme, at hun
slet og led og ofret for mig —.
Jeg maatte jo ofre alt, jeg var glad i — tomme
for tomme tvang hun mig til at opgi alt jeg hadde
utover hende. Min far og hun var dødsfiender fra
første stund. Det vil si, at han ikke var begeistret
for svigerdatteren. Det taalte ikke hendes forfenge*
lighet. Saa maatte der sættes splid mellem os. Far
var en embedsmand av den gamle skole — litt
snever kanske — litt stiv og tør — men saa fin og
nobel og rettenkende og saa varm og bløt og god
paa bunden. Vi hadde altid været saa meget for
hinanden — aaja Jenny du, jeg elsket ham — men
det maatte jeg naturligvis ikke —.
Saa var det malingen da. Jeg saa, jeg hadde
ikke de evner, jeg hadde trodd mig til engang. Og
jeg orket ikke bli ved at forsøke og forsøke, nåar jeg
ikke trodde paa mig selv — træt av matstrævet og
træt av dette samliv, som mere og mere blev en
karrikatur. Hun bebreidet mig det — men hemmelig
triumferte hun —.
Saa var det barna. Hun var skinsyk, nåar hun
merket, jeg var glad i dem og nåar hun merket, de
var glad i mig. Ikke vilde hun dele mig med
barna, og ikke vilde hun dele barna med mig —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
