Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
VII.
Hun gik op og ned og drev i atelieret formid*
dagen efter. Bestille noget orket hun ikke.
Regnet faldt stridt og tæt mot det store skråa*
vindu. En gang imellem stanset Jenny og saa ut
over de væteblanke skifertak og de svarte skorstens*
piper og telefontraadene, hvor regndraaperne trillet
som perler nedover traadens buelinje — løp sammen
og dryppet av og like fort kom der nye draaper
glidende.
— Hun kunde reise ut i Bundetjorden til mama
og barna et par dage. Væk fra dette her maatte
hun. Eller — om hun skulde reise fra byen — ta
ind paa hotel etsteds, skrive efter Helge — faa
snakke med ham i fred.
Hvis de bare kunde faa være sammen igjen en
stund — de to alene. Hun prøvet at tænke paa
deres våar dernede, og hun husket varmen og den
grønne kampanje og de hvite blomster og den sølv*
fine dis over fj eldene og sin egen glæde. Men det
var, som hun ikke kunde faa frem Helges billede
fra dengang — hvordan han hadde set ut for hendes
forelskede øine.
Og den tid laa allerede saa langt borte og den
stod saa underlig isolert i hendes liv. Om hun
aldrig saa meget visste, det var slik, hun kunde
ikke føle forbindelsen mellem da og nu.
Dette hjemmet oppe i Welhavensgate — nei hun
hørte ikke til der. Og der var det liksom hendes
Helge blev borte. Men det var jo ufattelig, hun
kunde slet ikke gjøre det virkelig for sig, at de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>