Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
337
Han gik litt og tidde.
«Nei ikke hvis du selv ikke vil —» sa han om
en stund.
«Vil,» hærmet hun
«Ja, jeg sa vil.»
Jenny aandet kort og heftig, som hun vilde svare
— men saa tok hun sig i det. Væmmelsen kom op i
hende — halvfuld var hun, det visste hun godt selv.
Det manglet bare, at hun skulde gi sig til at skrike op
— jamre, forklare, hyle og graate kanske — fuld. Ind*
for Gunnar. — Hun bet munden igjen over ordene.
De kom til sin port. Heggen laaste op, tændte
en voksfyrstik og begyndte at lyse dem op igjennem
den endeløse, mørke stentrap.
Deres to smaa værelser laa alene i en halvetage
øverst ved trappens slut. Forbi dørene løp en liten
gang, som endte i en marmortrap op til husets
flate tak.
I sin dør rakte hun haanden ut mot ham:
«Godnat da, Gunnar — tak for iaften,» sa
hun lavt.
«Selv tak. Sov godt —»
«I like maate.»
Han aapnet vinduet inde hos sig selv. Midt
imot skinnet maanen paa en okkergul mur med
lukkede vinduesskodder og svarte jernbalkoner.
Pincio reiste sin høide bakom med hvastblinkende
mørke lovmasser mot den maaneblaa himmel. Neden*
under laa der gamle mosegrodde tak — der hvor
husets kulsorte skygge holdt op, hang likblekt
vasketøi til tørk paa en lavere terrasse.
22 — Undset: Jenny.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
