Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
389
Gunnar rystet av hulken, der han laa.
Andre hadde eiet hende. Og de hadde besudlet
hende og ødelagt hende, og de hadde ikke visst,
hvad de gjorde. Og han hadde aldrig eiet hende.
Saa længe han levet, vilde der komme stunder,
da han vaandet sig som nu, fordi det var slik.
Og dog var det bare ham, som eiet hende. Bare
i hans haand kunde hendes gyldne håar funkle nu.
Hun selv, hun levet i ham nu — hendes sjæl og
hendes billede stod speilet i ham, saa klart og fast
som i stille vand. Hun var død, hendes sorg var
ikke mere i hende, men den var i ham — der levet
den videre og vilde ikke dø, før han døde selv.
Og fordi den var levende, vilde den vokse og for*
andres — han kunde ikke vite, hvordan hans sorg
vilde se ut om ti aar — men den kunde vokse til
noget stort og deilig.
Saa længe han levet, vilde der komme stunder,
da han følte den underlig tunge og dype glæde,
fordi det var slik.
Men de morgentimer, da han gik paa terrassen
over hendes hode, mens hun sluttet sit liv. Han
husket dunkelt, hvad han hadde følt. Raset mot
hende hadde han vist. At hun hadde kunnet gjøre
det —. Han hadde tigget og tryglet bare om at faa
hjælpe hende — faa bære hende bort fra det stup,
hvor hun hadde vildret sig hen — og hun hadde
vist ham fra sig og slængt sig uti for øinenes hans
— paa kvindevis, egensindig, ansvarsløs, taapelig,
trassig —.
Men da han hadde set hende ligge der — han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
