Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 317 –
den mannen og de 7 voxne barna som hun klager
overat hun har mistet... æsch ! de kolle øjnene
liennes !...
— og pludseli tror jei ikke mere at hun noensinne
har følt en eneste menneskeli følelse i hele sit liv,
og op i mei stiger en volsom motbydelihet for dette
tykke dyr af et menneske — og jei gaar der op og
ned, ut og inn gjennem forstuen og kjøkkene, og
tænker paa Raskolnikow; for ute i forstuen staar
deren’øx som vi altid brugte til aa hugge istykker
is me da vi var her ...jei ser den hvergang jei
kommer ut i forsluen, og hvergang faar jei en kildrende
lyst til aa ta den og kløve hode paa Jensine efter
mitten, og ta én haldel i hver haann, og se hvordan
den hjernen liennes egentli ser ut ...ogjei vét jo hun
er alene, Frithof er jo paa Næsodden og ingen
kommer her paa denne tid — hu hvor den kildrer mei
den tanken...
Og jei sætter mei ned paa en kjøkkenstol og ser
visst paa Jensine, og tænker paa liva mon hun ville
si, om hun visste hva jei naa har lyst til... og paa
hvor lang mon egentli vejen er fra en saan lyst og
til virkeli hanling ? — hvor lang vej egentli fra aa
være saan syk som jei er naa, og til aa bli virkeli
gal saa man mister sei sell ?...
Men saa ryster jei det a mei og rejser mei igjen,
og. blir gaaende der videre op og ned og vente paa
denne velsignede måten, som jei maa lia før jei
rejser afsted, for jei føler mei rent afmægti af sult ..
Et lys staar tænt paa kjøkkenbænken, den stekte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
