Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lucifer ligger noksaa nær Miltons; ingen av dem har
opfattet ham paa traditionel manér som ondskapens
fyrste. Men Drydens Lucifer ligger lavere, han er
temmelig raa, og av det storslagne, høireiste over
Miltons verdensoprører er der ingenting igjen hos
Dryden. At han har været litt i vildrede med denne
skikkelsen biir klart synes jeg, ved at hos ham optrær
foruten Lucifer, djævlenes fyrste, ogsaa Satan. Sterkest
ændret hos Dryden er dog Miltons Adam og Eva.
Adam er blit en hvas debattant, som svarer saa godt
for sig at Gabriel, erkeengelen, mister taalmodigheten
med ham og læser ham teksten og senere gir Adam
erkeengelen Rafael en skarp tilrettevisning. Drydens
Adam gir i det hele tat uttryk for den tids
videnskapelige vitebegjærlighet og fornuftige skepsis — han
vilde godt kunne hævdet sin plass som medlem av
Royal Society.
De to digtere kan minde om hverandre i det at
ingen av dem har nogen overdreven respekt for
menneskehetens stammor. Men der er da hos Milton i hans
skildring av Eva et forsøk paa at gi en psykologisk
utvikling. Han har tegnet en kvinde som han tænkte
sig hende i uskyldighetstilstand, mild, undergiven og
velopdragen. Syndefaldet forandrer hende saa helt.
Drydens Eva er fra første færd av en koket og
temmelig falsk liten tingest, som egentlig slet ikke har
noget syndefald behov.
Til dette kommer Drydens gamle skjødesynder:
trangen til sensation, og smakløsheten. Jeg nævner en
detalj her, fordi det senere altid var ren sport at ærte
Dryden med dette uttrykket: efter Lucifers
nedstyrtning skildrer han englene «liggende opløst i hallelujaher»;
disse «opløste» engler kommer til at følge Dilden til
hans dødsdag. Og straks i første scene, i den slemme
pantomime som aapner operaen, har vi sensationsjagten:
scenen forestiller kaos og er næsten helt mørk; krigersk
musik høres; himlen aapner sig og de oprørske engler
styrtes brændende ned i underverdenen; seiershymner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
