Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
the rude sweetness of a Scotch tune in it». Dryden
fremhæver meget om Chaucer, som er rigtig set, og
sier det godt. Men det er vistnok litteraturhistorikeren
i Dryden som er begeistret for Chaucer. Som et
ledemotiv i omtalen av Chaucer gaar det nemlig igjennem
at han maa bedømmes i forhold til sin tid. I hans tid
var digtningen i umyndighetstilstand; Chaucer er den
første; men det er allikevel i senere tider digtningen
i England virkelig er vokset.
Det som er det morsomste ved essayen er dog de
glimt vi faar av Drydens selv gjennem den. Kroppen
begynder at bli gammel nu, fortæller han, og benene
har nok slaat rent klik. Men hodet er like klart;
kanske hukommelsen begynder at svigte litt; men,
sier han, det forekommer ham som om dømmekraften
snarest er skjærpet. Og tankene kommer flokkende
saa fort paa ham, at den største vanskelighet bestaar
i at vælge og vrake mellem overfloden. Og det der
er sandt; den 69-aarige mand er saa lys levende som
nogen kan ønske ham. Det drysser med fornøielige
indfald fra hans pen. Han kan karakterisere i en
liten sætning, slik at det ikke kan gjøres bedre.
Drv-den snakker løs, lar tankene gaa og pennen løpe;
kommer han i nærheten av en tankerække, som
interesserer ham, forfølger han den; en stund diskuterer
han, en stund fortæller han; og gang paa gang hænder
det at han avbryter sig selv med et: «Nei, hvad var
det vi holdt paa med?»
Dryden har her skapt et helstøpt lite kunstverk av
en essay. Tankegangen er saa klar, tiltrods for
digressionene, at det bare er en fornøielse at følge den.
Med en slags forfatterbeskedenhet peker Dryden i
sin essay paa Montaigne som sit store forbilled.
H an kunde godt isteden med stolthet stillet den frem
i første række. Den staar i alle fald for mig som det
mest karakteristiske og det mest typiske som han
nogensinde har skrevet, — trods de to sangene til
Sta. Cecilias dag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
