Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 97 —
gaar tilbake igjen til fru Harling, som har staat og
ventet paa fortoue derover. Jei hilser over til dem, og
de gaar. Me ansikte inne mellem gitterets
jernsprinkler føller jei dem me øjnene saalænge jei kan.
Vera venner sei og nikker ennu engang kjærli
tilbake til mei — saa er hun borte, og jei staar der
alene igjen, trist,og stirrer nedi den tomme
fængsels-gaaren. Men et gjenskinn af hennes glæde er blit
tilbake i min sjæl... saa straalende gla hun var!
aall om jei altid kunne gjøre henne gla — gud !
og det rinner som en strøm af kjærli ømhet
igjennem mei.
Saa ringer jei paa slutteren, faar sat måtgrejene
ut paa gangen — og sætter mei trøstig ned ve det
lille gule bore under vindue og skriver rent det
jei har skrevet til hende — :
Vera ! Det var en aften for fem sex aar siden, jei
sat alene hjemme og arbejdet. Lampen sto tænt
foran mei midt oppi en mængde beskrevne papirer,
og selv sat jei der i sofaen me armene op i alle
papirene og skrev paa mit motskrift imot pastor Heuchs
« Vantroens væsen » — saa banket det paa døren.
— Kom inn !
Det var vaskerpiken, en slank velvoxen pike paa
25 aar, blek og mørk, ikke noe pen af ansikt men
svært ren og sirli aa se til, virkeli appetitli — en
enkel sort kjole hadde hun paa, me paafaldende
hvite ting i halsen og ve haandleddene. Vasken holt
hun i haanden, inpakket i en ren serviet.
— Aa vil Di være saa snil aa lægge tøje bort paa
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
