Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 299 —
Og hun rejser sei fra sofan, gaar bort til
lænestolen likeoverfor, hvor hun sat før, og tar hanskene
sine — og stiller sei saa op, støttet paa lænestolens
ryg og trækker dem paa, uten aa se paa mei.
Først da jei ossaa rejser mei, løfter hun øjnene
paa mei : to kolle fientlie øjne — mens hun
fortsætter aa knappe sine hansker.
Jei staar der og ser paa henne — :
— Naa altsaa tror hun, tænker jei ve mei sell —
at jei vil gi benne det eneste som gjør at jei kansje
ennu kan leve; ribbet staar jei altsaa foran henne,
ribbet til siste pille for hennes skyll — og ikke et
venli or, ikke et venli blik har hun til mei!...
En stum sorg griper mei mens jei staar der og
stirrer paa dette ansikt som jei har elsket saa
grænseløst — Aa gid ! gid ! — det ønske bruser pludseli
op i mei —gid de haare kolle øjnene hennes
pludseli naa ble varme og bløte, og hun grep mei i
haannen og bare sa : « Kjære Dem ! gid jei ikke
behøvde aa ta fra Dem dette — jei vet jo at naa
har Di ingenting mere. Men jei maa \ — a skjøn det,
og vær ikke vonn paa mei, jei kan ikke andet... »
Gid, gid, hun saa mei varmt inn i øjnne og sa det!
— taarerne ville styrte mei ut a øjnene, og jei ville
falle ned paaknæ foran henne og kysse hennes
hænder og bare si : « Kjære, kjære! ta ! bare ta ! jei
elsker dei jo ! » Og saa ville jei springe op og ta paa
hatten og frakken og be henne følle me hjem strax
og faa det altsammen, saa der kunne bli en slut paa
det hele.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
