Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
«Der er ei plads til sang paa livets scene,
hvor knirkende maskiner tage fåt»
erklærede en af tidsalderens digtere (A. Munch).
Poesien maatte være naiv og idyllisk, og dertil
kom, at den maatte være national. Men
nationaliteten stod ogsaa i et fiendtligt forhold til kulturen;
enhver paavirkning fra fremmede nationer
udviskede det ægte nationale. Derfor havde den norske
literatur flygtet tiiskogs og slaaet sig ned der.
Som det heder i det netop citerede digt af
A. Munch:
«Dybt i de inderste, de mørke skove
har poesien nu gjemt sit paulun,
hvor tunge ranker over muren sove
og aftenvinden glider mild og lun.
1 denne dunkle, slumrende alkove
den hviler nu som fuglen i sit dun ;
thi verden larmer paa sin haarde bane
og lader haant om, hvad den ei kan ane.>
Det var bondeidyllens og naturromantikens
gyldne periode.
Asbjørnsens og Moes samling af norske
folkeeventyr havde givet stødet, og i tilknytning
til denne samling fordybede tidens betydeligste
forfattere sig i norsk natur, norsk folkeliv og
norske folkesagn. Elvesus og skovensomhed blev
staaende themaer i lyriken, nøkken, huldren og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
