Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121,
studenterskandinavismen atter ståk hovedet trem
efter den ynkelige fiasko, den havde gjort i 1864 —
og det blev ogsaa den sidste. De gamle
skandinaviske festtalerrøster havde ikke længer klang,
de gamle store talemaader om et «enigt Norden»
og om «Nordens herlige stamme» havde ikke
længer kurs. De unge grønne skud paa den
«herlige stamme» tog for anledningen det meget
praktiske parti at være enige om én ting, den
at more sig saa godt som muligt, saalænge
sammenkomsten varede, og forøvrigt lade politik
være politik og festtalere festtalere.
Fra norsk side havde man begaaet den
taktløshed at anmode Henrik Ibsen om at skrive en
af festsangene, skjønt man maatte vide, hvor liden
sympathi han siden 1864 havde for
studenterskandinavismen. Ikke desto mindre efterkom
han opfordringen og skrev en «Sangerhilsen til
Sverige». Den indeholder — karakteristisk nok
— ikke et ord om den skandinaviske idé, der
havde givet anledning til studentermødet, men
dvæler kun ved det faktisk bestaaende forbund
mellem nordmænd og svensker og slutter ægte
IßSEN’sk med at sætte dette forbunds opgave i
trofast arbeide paa at forstaa og fyldestgjøre de
nye tiders krav:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
