Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,129
er en sumpplante; det trives bedst i mudret
stille-staaende vand.
Den, som har mod til at staa alene, evne
til at være uafhængig og karakter til at hævde
sin uafhængighed, kan aldrig blive en hykler.
Men hvormange har det? Ikke en af tusinde.
Mennesket er et selskabeligt dyr. Man har sin
familje, sine venner, sine kolleger, sine
forretningsforbindelser, sine medborgere, sine landsmænd at
tage hensyn til. Det er et helt system af
koncentriske ringe, der slynger sig rundt om individet,
den ene indenfor den anden. Og jo mindre
forholdene er, desto snevrere bliver ringene, desto
mindre rum bliver der tilovers for personligheden.
«Staten er individets forbandelse,» havde Henrik
Ibsen paastaaet. Ud fra sit standpunkt maatte
han nødvendigvis komme til det resultat, at
samfundet ikke var det i mindre grad. Ingen
havde skarpere end han forfulgt egoismen. «At
være sig selv», det var jo det stik modsatte af
«at være sig selv nok». I egoismens
modsætning, altruismen, i at ofre sig for andre, i at gaa
op i uegennyttige formaal satte jo Ibsen
personlighedens opgave. Men denne opgave maatte
stilles indenfra, ikke udenfra; den maatte
overtages frivillig og gjerne, maatte være en trang,
9 — H. Jæger : Henrik Ibsen og hans værker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
