Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,228
[eg sender den med tak for alle gaver,
med tak for hver en smertens luttringsstund.
Hver vækst, som lykkes i mit livskalds haver,
har dog sin rod i hine tiders grund ; —
at her de spirer fyldigt, rigt og gjerne,
det skyldes graaveirs-brisen fra det fjerne;
hvad solbrand løsned, det fik taagen fæste; —
mit land, hav tak, — du skjænkte mig det bedste.»
Man ser, hvilken levende følelse han har afr
at hans digtning har sine rødder dybt nede i
hjemmets jord, og at det er af denne jord, den
henter sin livskraft, sin trivsel. Jordbunden er
stenet og udyrket, det er sikkert nok; men en
rigdom har den, som netop maa fængsle en digter
og fremtidsdrømmer som Henrik Ibsen. Det er
de unge spirende muligheders rigdom. Er jorden
ikke opdyrket, saa er den heller ikke udpint; det
er en jomfruelig jord, som eier slumrende kræfter,
«lig et nybyg i de tykke skove», hvor der bare
skal ryddes plads for luft og sol, for at fremtidens
sæd skal trives. Sin tro paa denne stenede jords
evne har Ibsen allerede tidlig udtalt:
«Vi fjeldets sønner, vi ved saa vel,
at urt kan artes paa heien,
at tallens top, der den gror paa fjeld,
mod himlen kjækt finder veien; —
vi ved, at straa bag bergets urd
kan aksets kronguld bære.» —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
