Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 288 -
gaar som en angest hen over hennes ansikt —det
er virkeli sant, jei maa — adjø !
og hun trykker min haann og slipper den — og
gaar ned a den bratte bakken gjennem skoven,
uten aa venne sei engang.
Jei blir staaende og se efter henne til hun er
forsvunnet i svingen dernede. Saa gaar jei langsomt
opover alene, aldeles sløv — alting er lissom dødd
ut inni mei —:
Er hun gla i mei mer, eller er hun det ikke? spør
jei sløvt mei sell, men ryster saa træt paa hode —:
herregud, det kan jo være mei det samme det
naa... skal hun se slik ut naar jei skal lægge
hode mit i fange hennes for aa dø, saa er der jo
lite vunnet ve det hele... Aa nej! nej! nej! nej !
— en hulken ryster igjennem mei —hvorfor
sked-de det ikke forrie gang, mens hun endda var gla i
mei!.
Klokken er fire. Ute paa dampskibsbryggen i
Hvidtsteen staar jei støttet paa min stok, den
grøn-blaa vaarfrakken over armen,
hattebræmmenbrættet ned i øjnene, og stirrer utover — :
Solskin og blegen — blank og blaagraa me
svage underdønninger ligger fjoren dø utover. En
liten kutter me døe slappe sejl ligger og driver
strax sønnenfor bryggen, men ellers er
ingenting aa se — ikke sejl, ikke farkost, ikkenoenting;
bare døtt, dølt altsammen. Og stille og dø ligger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
