Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
Lykkelig er han ikke — uten i sine spekulationer.
Ung-domskorrespondancen munder i virkeligheten ut i det tungeste
sortsyn :
„J’ai donc un fonds de tristesse permanente et nécessaire; et ma
seule consolation est la pensée que tout cela n’est qu’un jeu de
quarante ou cinquante ans, tout au plus, encore, qu’au bout de tout cela
est le repos, l’éternel sommeil, j’espère, et qu’on peut bien s’agiter un
peu sur la route quand on a à l’hôtellerie un si bon lit pour vous
recevoir".1
Det er den rene maladie du siècle — og selvom man nok
kan tænke paa nogen indflydelse fra tidens litteratur, i alt
væsentlig som konsekvens av Taines egen utvikling.
Herregud, vil man vel si. Er en 21aarings melankoli noget
at ta saa alvorlig?
Jo, for Taine kom aldrig ut over den. Der er noget
grundlagt i ham i disse aarene, som han aldrig kunde bli kvit, den
pessimisme som bestemmer hans syn paa vort samfund som
paa mennesket og som saa ofte sætter sin farve paa hans
verk.
Grunden er klar. Vel kan vi i ungdomskorrespondancen
bare saavidt skimte Taines eget ansigt. Med den rædsel for at
stille sig selv frem til beskuelse som fulgte ham til hans sisste
stund, har han uttrykkelig bestemt at kun de brever skal utgis
som har med hans tankes historie at bestille. Alt som angaar
hans egne personlige forhold, er derfor strøket.
Han er en av disse sterke temperamenter som sammen
med lidenskapelighet eier saa vaaken kritik at de stadig tar
sig selv i øiesyn." Slike blir tilslut som om de spalter sig
i to personligheter. De fleste holder sit eget jeg i ave ved at
gjøne med sig selv; de som har et voldsommere gemyt, maa
søke sig noget som kan holde det hele i likevegt, og det nye
de lægger sig til, blir, som en maske, hele deres ytre væsen.
Hele Taines arbeide i ungdomstiden samler sig i
virkeligheten om dette ene, at finde motvegten, at tæmme
temperamentet. „Naturen er i mig slet og oprørsk" sier han engang
i et brev til Prévost-Paradol. Han kjæmper mot den for at
faa ro, og han naar det. „Jeg handler aldrig utfra lidenskap"
sier han i samme brev ; temperamentet er bastet og bundet i
et filosofisk system. Noget av det som oftest vender tilbake i
serait bien plutôt une amitié qu’un amour. Il y a plus; j’y ai renoncé;
cette tristesse calme, ce découragement raisonné qui m’a pris à
l’endroit de la pensée, me prend aussi à l’endroit de l’ameur; je n’espère
pas.
1 Corr. 1, s. 91.
’ Sml. Taines egne uttalelser i Corr. 2, s. 126.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
