Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
Han har fra sin egen læsning og sine litterære studier gjort
den erfaring at alle for almindelig utførte paavisninger glir
forbi. For at vække læseren, for at gripe fat i interessen og
holde den fangen, nytter det ikke at holde sig til abstrakte
utviklinger. Man maa søke at gi et konkret indtryk, finde frem
til det specielle ord som dækker den specielle ting og ingen
anden;1 skildre med almindelig holdte uttryk er at gi tingens
definition istedenfor at vise den.2 Og hans indvending mot
Livius’stil var at den er for almindelig holdt; Livius hadde en
sky for alle uttryk som kunde male, veg tilbake for at nævne
en ting ved sit rette navn, turde ikke bruke folkelige ord eller
tekniske uttryk fra nogen kant.
Dette viser, hvad Taines eget stilideal har været. Han har
villet en konkret stil, en stil som kan male gjenstanden, som
gir læseren det fulde sterke indtryk av tingen med én gang.
Vi kan se at han har gjort forsøk paa at lægge sin stil i den
retning, særlig i behandlingen av La Fontaines dyrefigurer. Men
han har ikke kunnet gjennemføre det. En konkret stil maa være
grundlagt paa en sikker iagttagelse, det er ikke nok at ville
den ; og Taine var endnu ikke vækket til at se. Derfor blir
det ogsaa bare enkelte og spredte forsøk paa ad denne vei at
trænge sig ind i læserens bevissthet. Vi har et typisk
eksempel paa denne fremgangsmaate i boken om Pyrenæerreisen.
Han sitter i en liten by nede i Béarn og skildrer byens
historie efter en gammel rød foliant. I den omarbeidede utgave av
boken har folianten skiftet farve ; den er blit gul. Slikt er ikke
set, det er villet. Han har villet at læseren skulde faa et
personlig indtryk av selve boken som Taine hadde paa sit bord. Alen
i „en gammel rød foliant" ligger der en farvebestemmelse, intet
mere. I „en gammel gul foliant" indeholder adjektivet med
en gang to ting, en farvebestemmelse og en idé ; det rykker
den anden bestemmelse — gammel — os nærmere ind paa
livet. Men med et system av den slags villede
farvebestemmelser naar man aldrig frem til en levende stil. En konkret
stil efter slike principper vilde bli usand helt igjennem.3
Med Pyrenæerreisen blev da Taine indstillet paa at
iagt-ta og hans stil paa at gjengi det han hadde iagttat. Hvordan
1 Essai sur La Fontaine s. 147. Essai sur Tite-Live s. 310.
s Essai sur La Font. s. 147.
’ Faguet vil — i Histoire de la littérature française B. 2 — hævde
at der i stilændringen hos Taine bare ligger en viljesytring, og at Taine
ved dette egentlig har gjort vold paa sin egen begavelse. Hvilken som
helst av Taines naturskildringer — i Pyrenæerreisen, i Italiareisen, i
Notes sur l’Angleterre, i brevvekslingen — vil vise at Faguet har uret, at
skildringen og selve iagttagelsen er like klar og skarp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
