Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
en konstant blok som ligger der, hvorledes kan ingen si. Han
hævder at den holder sig uforandret gjennem alle omskiftelser.
Han har nærmest tænkt sig mennesket lagdelt, som en
geologisk formation; og racen, den er grundfjeldet. Foruten det
uhistoriske i hans opfatning er der her en inkonsekvens i hans
egen lære. Han fremhæver selv uttrykkelig at naturforholdene
— landets natur og klima — har hat sin indflydelse paa
dannelsen av racen.1 Men fra det øieblik av da historien kan
følge racene, har naturomgivelserne ingen betydning længer.
Racen kan komme i helt nye omgivelser; grundpræget blir det
gamle; og naturomgivelserne faar kun indflydelse utadtil, ikke
indad. Denne inkonsekvens har han selv ikke faat øie paa.
Taines største og mest omhyggelig utførte raceundersøkelse
er „Histoire de la littérature anglaise". Racepræget i
Englænderen er git av den gamle Angelsakser; og ham har Taine gjort
et helt system ut av. Forstaa vil for ham si at systematisere,
og derfor systematiserer han ogsaa alting i forhold til denne
gamle Angelsakseren. Han sliter for at stille den engelske
„humour" ind i sammenhæng med ham, vender tilbake til det
samme 4—5 ganger, definerer, retoucherer sin definition og
definerer paany for at naa tilbunds i dette begrep, saa fremmed
for ham som Franskmand. Stadig gaar hans søkelys fra
ver-kernes monumentalfigurer tilbake til Angelsakseren, fra Byrons
Lara og Conrad, fra Miltons Satan likesaavel som fra
Satanskikkelsen hos Cadmon. Og stadig trevler han de litterære
personligheter op til han faar tak i racepræget i ham.
Der er enhet over synet. Men spørsmaalet blir jo om
enheten kan opretholdes, om et folk som det engelske kan
projiceres ned til et slikt stort, enkelt racepræg. Folkeblandingen
har altsaa ingen betydning hat, ogsaa fra Ireren eller Høiskotten
kan man finde tilbake til Angelsakseren. Paa dette er det
Taines systematisering falder. Han har ikke været opmerksom
paa, at der i personligheter som Sterne, som Goldsmith, som
Sheridan, som Burke, som Moore er et særpræg, som ialfald
kan være betinget av en raceforskjel. For Taine staar
kelterpræget som en nuance i det angelsaksiske racepræg. Paa samme
maate er ogsaa Skotten en nuance, i Hume eller Smollet eller
Walter Scott eller Reid. Taine tænker sig nok at blodet i Irerne
har hat sin betydning. Men i Skotten ser han bare en
Englænder, „un peu affiné, ou un peu rétréci parce qu’il a plus
pâti et plus jeûné".2 Og det hele samlede kelter- og
skotte-præg er ikke vigtigere end at han blir færdig med det i en
liten anmerkning.
1 Litt. angl. Introd. s. XXIV. 1 Litt. angl. 4, s. 133 anm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
