Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
Taines litteraturhistoriske tid er forbi, forbi saa grundig, at
litteraturundersøkelser egentlig ikke interesserer ham mere. De
litterære essais som findes i sisste bind av hans samling, er
næsten alle nekrologer eller, som studien over L. de Loménie,
pligtarbejde. Flere aar senere blev en lærerstol i moderne
litteratur ledig ved Collège de France. Flere av vennerne
puffet paa Taine forat han skulde melde sig. Men han avviste
med én gang tanken.1 Han hadde i sin engelske
litteraturhistorie git det han kunde gi som litteraturhistoriker, og en
Frankrikes eller Tysklands litteraturhistorie vilde han ikke skrive;
den maatte han tat paa samme maate som den engelske, og da
var der intet som trak mere i arbeidet.
Han søkte da nye arbeidsfelter. Som litteraturhistoriker
hadde han sagt hvad han hadde at si. Dette viser sig besst
i alle de mange svar han skriver til kritikere som har angrepet
hans opfatning og hans metode — til Alloury, til Weis, til
Havet, til Sainte-Beuve. Men der gjentar han oftest hvad han
har sagt, og søker bare at vise at grundsynet ikke er
materialistisk, som Alloury har hævdet; og at metoden ikke gjør uret
mot personligheten, som Sainte-Beuve har ment. Slike
smaa-svar til dem som fortolker og misforstaar, vedblir han vel at
skrive hele sit liv — jeg vet ingen kritiker som har ofret saa
meget arbeide paa sine kritikere. Men da viser han altid
tilbake til én enkelt ting, fortalen til anden utgave av Essais (1866).
Det er sisste gang han optar sin kulturhistoriske metode i dens
hele sammenhæng, og det er hans hovedsvar mot
indvendingerne. Endnu en gang fremhæver han analysen som eneste
videnskabelige metode, endnu engang hævder han med styrke
sin determinisme, at aarsaksloven har ubetinget gyldighet ogsaa
hvor det gjælder mennesker og menneskers verk ; og endnu en
gang lægger han frem sine kulturhistoriske lover; det eneste
nye som er kommet til, er at den sisste abstraktion, le
person-nage régnant, ogsaa nu er stillet paa sin plass. Myndig avviser
han alle dogmatiske indvendinger mot metoden, det være sig
av teologisk eller moralsk art. Metoden kan kun paa én maate
motbevises, ved en kontraprøve. Gjør den og diskuter ikke om
en udødelig sjæl eller om viljens frihet.
Like sikker er han paa at grundidéen om en kulturens
naturvidenskap er rigtig. Han peker paa nye lover, som fra
zoologien maa overflyttes i kulturvidenskapen.* Men det er
1 Corr. 3, s. 251.
4 Cuviers lov om karakterernes sammenhæng, Geoffroy St. Hilaires
lover om den organiske balance og om tilpassningen, Darwins lov om det
naturlige utvalg; og zoologiens ordningsprincip efter typerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
