Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. En omvendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
indlemmet i den hellige kirke. lin trøst er det tor Rous«
seau.som ved alle leiligheter sammenligner sig med verdens«
historiens største mænd, at dette skedde under de samme
ceremonier som de hvorunder Henrik IV hadde avsver*
get sin tro. Det var dog et frygtelig øieblik. «Den
høiærværdige inkvisitors utseende og væsen var ikke egnet
til at fjerne den hemmelige rædsel, som hadde grepet
mig da jeg traadte ind i dette hus. Efter flere spors*
maal om min tro, min stand, min familie, spurte han
mig pludselig, om min mor var fordømt. Min rædsel
lot mig betvinge min første følelse av indignation; og
jeg lot inig nøie med at svare at jeg haabet hun ikke
var det, og at Gud kunde ha oplyst hende i hendes
sidste time. Munken taug, men han gjorde en grimase
som ingenlunde tydet paa enighet.»
Med dette spark til den katolske fanatismes hjertens*
grumhet avslutter Rousseau sin omvendelseshistorie.
Tør vi tro paa den? har den gaat for sig slik som han
fortæller. Har han hat alle de kampe og anfegtelser han
taler om, har hans sjæl virkelig bævet i rædsel over den
svakhet som bragte ham til at begaa hvad han i sit
hjerte igrunden fordømte?
For at besvare disse spørsmaal maa vi tænke os den
situation Rousseau befandt sig i, da han skrev sine Confes*
sions. Han var da paa alle kanter omgit av fiender, der
hadde foregaat alvorlige brud med saagodtsom alle hans
forhenværende venner. Voltaire var efter ham, Grimm
baktalte ham, Diderot hatet ham, Mad. d’Epinav hadde
opgit ham. Alle vilde ham tillivs, og han levde under
den forestilling at de dannet et formelig kornplot mot
ham. Et av de hyppigste og virkningsfuldeste vaaben mot
ham var hans gjentagne trosveksel, hans stadige rene*
gatvæsen, hans overgang fra kalvinismen til katolicismen,
hans tilbakevenden til den genfiske kirke, hans dristige
uttalelser i «Emile», som atter hadde bragt de genfiske
prester til at faa hans verk brændt av bøddelen — netop
av religiøse grunde. I Diderots «tabletter» læser vi om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
