Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Foreløbig i havn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
saa godt hun kunde, og gav Jean Jacques ordre til at
følge ham paa flugten.
Saa drog de avgaarde med tyvekosterne, og Rousseau
viste sig til en begyndelse som en meget dygtig og dristig
hjælper. Da de kom til Seyssel, den første station paa
reisen, gik de paa Rousseaus forslag frækt hen og præ*
senterte sig for hr. Reydelet, som var kannik ved Saint«
Pierre, og som de derfor egentlig først og fremst burde
skjule sig for. Men de slog i ham en række dristige
løgne, hvor Rousseau trods sin rædsel for usandhet
førte an med flytende tunge; og de blev behandlet med
den største gjestfrihet, fik deilig mat og udmerkede
senger og skiltes som perlevenner. Og slik fortsatte de
reisen og lo sig ihjel av sine vellykkede skrøner.
Indtil de kom til Lyon. Der fik Le Maitre, som led
av epilepsi, et anfald paa aapen gate; Rousseau skrek
om hjælp, mange mennesker stimlet sammen, og saa be«
nyttet han leiligheten og smuttet unna for aldrig mere at
gjense den mand hvis hjælper han hadde paatat sig
at være.
Vi ser han endnu er den samme som i Turin, han
lider ikke av moralske skrupler og heller ikke av nogen
naturlig ridderlighet; hans egen behagelighet og be*
kvemhet er hans livs lov; kan han ubemerket liste sig
bort fra en ubehagelig pligt, saa benytter han anled«
ningen; det er ikke bare hans lidenskaper som bringer
hans moralske instinkt til taushet, ja her har han ikke
engang skamfølelsen at skylde paa; han er blit lei av dette
reisefølge med de ubekvemme anfald, som han alt hadde
hat et par av paa reisen; det falder ham ikke et øieblik
ind, ham, den følelsesfulde og varmhjertede og menneske«
kjærlige, at den stakkars mand hadde ganske særlig bruk
for ham naar han var syk og hjælpeløs; nei, Jean
Jacques var sin fars søn, han gik unna det som var
kjedelig og voldte møie, men regalerte sig bakefter med
smukke følelser, som kom for sent til at kunne ha
praktiske følger. I Confessions gjør han sig mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
