Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Vagabondliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
Jacques verten sin jakke; men denne var en alttor bra
mand til at ville plyndre sine gjester; han kunde vente
med betalingen. Rousseau var meget rørt1 over hans
godhet og betalte ham tilbake ved förste leilighet, for»
tæller han.
Hvad skulde han nu finde paa at leve av? Han kom
til at tænke paa sin ven Venture, som hadde gjort slik
karriere i Annécy som musiker. Skulde ikke han kunne
gjøre det samme? — Han utstyrte sig altsaa med et flot
navn, omsatte bokstaverne i sit eget og laante likesaa
godt tilnavnet fra sin ven (det var jo ikke hans heller)
og kaldte sig Vaussore de Villeneuve og nedsatte sig
som musiklærer — i tillid til at det musikalske liv her i
Lausanne, som i protestantiske byer idetheletat, ikke var
synderlig utviklet. Han indrømmer selv at han manglet
de tarveligste forutsætninger til sin nye profession; men
det hindret likevel ikke at han indlot sig paa endnu
meget større frækheter. Der bodde i Lausanne en juri*
disk professor, de Treytorens, som var meget interessert
i musik og leilighetsvis arrangerte konserter i sit hjem.
Rousseau blev præsentert for denne amatør og fik lyst
til at gi ham en prøve paa sine kunster, saa han kunde
bli kjendt i byen. Og saa satte han sig nedfor og kom*
ponerte sammen noget for hans konsert, skrev ut de
forskjellige stemmer og utdelte dem med en vigtig mine til
eksekutorerne. Det eneste som der var litt mening i,
var en menuet, som han hadde lært av Venture, og som han
utgav for original og anbragte i slutten av sit mesterverk.
Konsertaftenen kom, — Jean Jacques stiller sig op —
storartet med en papirrulle i haanden — slaar de tre slag
mot notestolen, svinger sin taktstok, og instrumenterne
falder ind; — aldrig skulde man hort slik kattemusik!
musikerne holdt paa at kvæles av latter, — tilhørerne
’ Ogsaa ved denne leilighet kom hans taknemmelighet sterkere
bakefter og i erindringen end i øieblikket: «/c/us touché de sa bonte
mais moins que je ne devais l’ét re et que je ne lai ité depuis en y
repensan t.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
