Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Les Charmettes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
muligens i erindringen om Gaimes lærdomme, synes
Rousseau allerede paa denne tid at ha nærmet sig savoy«
ardprestens bekjendelse. Jeg har alt citert det sted i
Confessions hvor han talte om sin morgenbøn, der kun
bestod i en andagtsfuld opløftelse mot guddommen; dette
er jo rigtignok skrevet da han var blit en gammel mand,
og kunde jo let bare være en av de mange psykologiske
anakronismer som «Bekjendelserne» vrimler av; men vi
har ved siden herav netop fra denne tid en «bøn»1 som
er opbevaret, og som i denne forbindelse forekommer mig
at ha adskillig interesse. Denne priére er i væsentlige
henseender forskjellig fra det testamente han dikterte
notariusen i 1737. Iler finder vi intet spor av katoli*
cisme, ingen jomfru Maria, ingen helgener, ja ikke engang
nogen Kristus, der har frelst os fra vore synder. Til Gud
henvender han sig og til ham alene: «Almægtige Gud,
evige fader; mit hjerte hæver sig i din nærværelse for at
yde dig den hyldest og den tilbedelse det skylder dig;
min sjæl gjennemtrænges av din uendelige majestæt, av
din vældige magt og din ubegrænsede storhet, ydmyger
sig for dig i følelsen av den dypeste ærbødighet og sin
egen ringhet. O, min Gud, — jeg tilbeder dig av al
min kraft, jeg erkjender dig som skaberen, bevareren,
herren og den absolute hersker over alt det som er til,
som det evige og uavhængige væsen, som har sin tilvæ*
reises grund i sig selv, som har skapt alt ved sin magt,
og uten hvis støtte alle væsener straks vilde gaa tilbake
i intet. — — — — — — — — — — —–––-
Men, o Gud, dersom din magt er ubegrænset, saa er
din guddommelige godhet det ikke mindre. O fader,
mit hjerte fryder sig ved tanken paa dine velgjerninger
og finder tusen kilder til at velsigne dig. Hvilken mund
var istand til paa en værdig maate at opnævne alle de
goder jeg har modtat av dig? Du har draget mig frem
av intet, du har git mig livet, du har skjænket mig en
fornuftig sjæl, du har i dypet av mit hjerte indskrevet
1 Sc .1 mules Jean Jacques Rousseau, I, 224 (i.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
