Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Diplomat i Venedig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
aar mere end nogensinde baade for og senere i der
mondæne liv. Vi træffer ham hyppig, ikke bare i teatret,
men ogsaa i selskaper, paa baller og maskerader; han
synes at ha befundet sig vei i denne brogede verden,
hvor man moret sig uten at ta altfor strenge hensyn til
dydens krav. Heller ikke det lette galanteris verden
blev han helt fremmed for, og han dvæler i Confcssions
med naturalistisk ugenerthet ved sine vcnale veninders
yndigheter. Jeg skal ikke folge ham paa disse veier;
men der forekommer i hans bekjendelser fra denne side
av hans liv et enkelt sted, som Jules Lemaitre har pekt
paa, og som interesserer os, fordi det avslører os en
sjælstilstand eller en stemning, som peker fremover mot
et bestemt strøk inden det nittende aarhundredes romantik.
Det er hans oplevelse med den deilige Zulietta, som
han træffer første gang ombord hos en skibskaptein han
er kommet i forbindelse med gjennem sine diplomatiske
forretninger. Han avtaler møte med hende den følgende
dag: «Jeg gik ind i en kurtisanes værelse som i skjøn*
hetens og kjærlighetens tempel; jeg syntes i hendes person
at se selve kjærlighetens guddom. Jeg hadde aldrig trodd
at man uten agtelse og ærbødighet kunde ha slike følelser
som de hun vakte hos mig.» Hans blod banker hende
imøte med hele hans lidenskabelige naturs heftighet; men
saa slaar pludselig stemningen om, og «istedenfor den ild.
som fortærte mig, føier jeg en dødsens kulde gjennem*
isne mine aarer; benene skjælver under mig, og paa be*
svimelsens rand sætter jeg mig ned og begynder at graate
som et barn.
Hvem vilde kunne gjette aarsaken til mine taarer og
det som i dette øieblik för mig gjennem hodet? Jeg sa
til mig selv: dette væsen som jeg har i min magt, er et
naturens og kjærlighetens mesterverk; hendes aand, hendes
legeme, alt er fuldkomment; hun er like saa god og ædel
som hun er elskværdig og skjøn. Verdens stormænd og
fyrster burde være hendes slaver; sceptre burde ligge for
hendes fot Og dog er hun ikke andet end en stakkars
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
