Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Therése Levasseur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
329
denne opdragelse ingenting som jeg ikke selv vilde vælge
for mine barn. Hvis jeg raadet, saa vilde jeg ikke i
bløtagtighet forberede dem til sygdomme. — — — De
skulde ikke lære at danse og ride, men de skulde faa
sterke, utrættelige ben. Jeg vilde ikke gjøre hverken
forfattere eller kontorfolk av dem; jeg vilde ikke øve
dem i at bruke pennen, men plogen, filen, hammeren, —
midler til at føre et sundt, arbeidsomt, uskyldig liv–-.
Det er det de er bestemt til; med den bondeopdragelse
man gir dem, vil de bli lykkeligere end sin far.
Jeg er berøvet forneielsen av at se dem, og jeg har
aldrig smakt glæden av et faderlig kys. Ak, som sagt,
jeg beklager mig ikke, jeg frir dem fra fattigdommen
paa min egen bekostning. Saaledes vilde Platon at alle
barn skulde opdrages i hans republik; at ethvert av dem
skulde forbli ukjendt av sin far, og at alle skulde være
statens b;4n. Men denne opdragelse er simpel og lav!
Ja her ligger nok den egentlige store forbrydelse, som
gjør slikt indtryk paa Dem som paa alle andre; altid
bunden av verdens fordomme regner De for en lastens
vanære, hvad der kun er fattigdommens.»
Dette brev er vistnok først skrevet i 1751, altsaa
aaret efter at han hadde utgit sin første Discours, da
gjennembruddet alt var skedd. Men naar undtages hans
bemerkninger om Platons republik, saa er der ingenting
iveien for at det øvrige kunde ha været skrevet før, og
det avspeiler utvilsomt stemninger som var like sterke i
ham allerede efter de første barns fødsel i slutten av
firtierne. Sammenholder vi det med brevet til Mad. de
Besenval (fra nov. 1744), som jeg tidligere har citert
(s. 223), finder vi meget beslegtede stemninger. Den«
gang — efter det diplomatiske nederlag i Venedig — var
det adelsrettigheterne og de Medfødte privilegier han
hadde været offer for, og hans indignation vender sig
med bitterhet mot den moral som har to slags retfærdig«
het, én mild og alt tilgivende for de sterke og for«
nemme, en grum for de svake og ubeskyttede. Like«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
