Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Det primitive menneske. Samfundskritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
Naturmennesket har kun sin krop at stole paa, eier
ingen redskaper, men saa er til gjengjæld hans krop
utviklet til fuldkommenhet, sterk og smidig og istand til
mangt og meget som vore opfindelser har gjort os udyg»
tige til; istand til det, netop fordi h.in mangler red»
skaper. Han eier ingen øks, men netop derfor bryter
han de tykkeste grener med sin sterke haand, og fordi
han ingen slynge har, kaster han stenen med desto større
kraft, han behøver ingen stige, saa smidig og let klatrer
han om i trærne, han greier sig uten hest, saa hurtig
flyver han avsted paa sine ben.
Ganske vist. det civiliserte menneske er naturmenne»
sket betydelig overlegent, hvis det først faar tid til at
samle alle sine maskiner omkring sig, men sæt dem like»
overfor hverandre, nøkne og vaabenlose, da skal man
faa noget andet at se, og man skal erkjende hvad fordel
det er til enhver tid at ha sine kræfter til disposition,
altid saa at si at «bære hele sig selv med sig».
Naturmennesket har naturligvis ogsaa sine fiender, er
f. eks. overalt omgit av vilde dyr, men han kjender sin
egen bchændighet og styrke, og dyrene opdager snart at
han er deres overmand, mennesket synes desuten ikke at
høre til de skabninger som av naturen er bestemt til føde
for andre dyr. Han tar derfor det farlige naboskap med
ro; man ser det hos de vilde folkeslag, de lever ofte uten
frygt dypt inde i skogene, bare væbnet med bue og pil,
og aldrig hører man noget om at de blir fortæret av
vilde dyr.
Farligere fiender har naturmennesket i de naturlige
svakhetstilstande, som de har vanskeligere for at verge sig
imot — barndom, alderdom, alslags sygdomme; av disse
er de to første uundgaaelige og fælles for alle dyr, mens
de sidste først og fremst forekommer hos kulturmenne«
sket. Naturligvis er barndommen hjælpeløs ogsaa blandt
naturmenneskene; men den er dog forholdsvis godt be»
skyttet, fordi moren i regelen bærer barnet med sig
hvor hun gaar, og desuten varer det ikke saa længe før
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
