Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
Det er <let mangfoldige væv, af hvilket Jonas Lies eventyr er
vævede.
Hans fantasi, der altid havde hang mod det uopklarede, har
pludselig ved én af do revolutioner i sjælen, der er saa
besynderlige hos digteren igjen taget magten fra hans sterke og
medynks-fulde iagttagelse af livet i det fulde lys og dagen om ham, den
iagttagelse, hvem vi skylder „Kommandørens Døtre" og „Et
Samliv". „Den Fremsynte"s digter har ordet paany.
Men hans indbildningskraft har vokset sig sterkere.
Spørgsmaalene, som han retter til naturen og sjælelivet, er blevet mere
gjennemtrængende og dybere.
At klarlægge alt det var en stor opgave for en norsk kritiker.
Thi kun han kan tumle helt med den fremmedartede iklædning, som er
ham hjemlig, fordi den er sprungen af hans fædrelands natur. En
dansk vil aldrig kunne det. En sletteboer kan følge ellepigernes
dans, han løjender ikke draugen.
Og at stille de Lieske eventyr i fuld belysning af og i hans
produktion var maaske for den norske kritik kun en pligt mod
digteren. Thi neppe er „Tylvten" blevet skattet efter fuld fortjeneste.
Læseverdenens forhold til Jonas Lies liv er overhovedet
merke-ligt. Som han selv er en stille mand, er hans læserfolk en stille
flok, hvis hengivenhed er urykkelig, men som aldrig har løftet ham
paa skjold under gny. Og selv i denne, man kunde, overfor tidens
øvrige, larm fuldere fænomener, næsten fristes til at sige lydløse
hengivenhed har Lie — hartad som hans eget væsen, der selv er sent
og langsomt i vendingen, havde smittet, hans publikum — maattet
vinde saa smaat og skridt for skridt. Nu var den vunden for
romanforfatteren — nu, da læseren pludselig skal følge
eventyrdigteren. Skulde det maaske nu atter tage aar og aar, før de
sendrægtig lærte helt at tilegne sig ham?
Det er muligt, det er saa. Men i saadanne øieblikke har
kritiken en opgave. Den bor give læseverdenen skubbet i ryggen til
rette tid.
Den øieblikkeligc forstaaelse er for den moderne digter blevet
næsten ligesaa nødvendig som for skuespilleren. Digteren ved altfor
godt, at den rastløse og lidet læsende tid har fuldt op at gjøre med
at læse de samtidige digtere, og pessimister, som de er, tror de
ikke længere synderligt paa den stakkels udødeligbed, som trøstede
vore fædre. Hvad den levende ikke naar, stoler de ikke paa, vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
