Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ghettoens «Vidunderbørn»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34 Ghettoens «Yidunderbørn».
Trang til at le ... . Var det virkelig et fem Aars
Barn? De smaa bitte Hænder, de tynde Edderkoppe
ben, hele den visne Krop kunde tyde paa en endnu
yngre Alder. Men over dette gullige, indskrumpede
Ansigt var der intet Pust af barnlig Glæde, og de
store, sorte JØjne flammede uhyggelig, næsten spøgelse
agtig. Jeg forstod, at overtroiske Sjæle kunde se
onde Aander kige ud af dem, jeg blev jo seiv uvil
kaarlig greben af lignende Tanker. Jeg havde kort
i Eorvejen i en Bog om Fanst læst om Homunculus,
saaledes som det mørke germaniske Sagn opfatter ham.
Det var saadan eu lille, gammelagtig Trold. Det
mærkværdige Yæsens Paaklædning og Lader bidrog
yderligere til at forhøje dette Indtryk. Barnet bar
den Dragt, i hvilken Østevropas chassidiske Babbinere
paa Helligdagene pleje at vise sig for de troende:
lang Kaftan af hvidt Klæde, kantet med sorte Silke
baand, broderede Tøfler paa Fødderne og paa det
glatragede Hoved en sort Fløjels Kalot. Og ligesom
disse Oldinge pleje at nikke fornemt og af og til at
se ekstatisk op til Himlen — akkurat lige saadan
gjorde dette Barn. Som sagt, jeg blev greben af en
ubændig Lyst til at le, og dog kom der ikke en Lyd
fra min Strube, fordi jeg samtidig blev greben og
lammet af Gru.
«Scholem alechem!» (Fred være med eder) sagde
Homunculus med sin tynde, skrattende lille Stemme.
«Alechem scholem!» svarede vi, som Skik og
Brug kræver, naar man nærmer sig en from.
«Ruben!» sagde derpaa Faderen ydmyg, «jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
