Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ghettoens «Vidunderbørn»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 Ghettoens «Vidunderbørn».
Talen til Ende. Lnften blev mig for beklnmret og
Synet af det dødblege, forpinte Barn for uudholdeligt.
Jeg trængte mig igjennem den tætte Skare af an
dægtige Tilhørere og gik ud paa G-aden, hvor jeg
trak Vejret dybt.
Marschalliken var fulgt efter mig.
«Naa», spurgte han, «var Eorestillingen saa ikke
TJlejligheden værd?»
Jeg var ikke i Humør til at slaa ind i den
Tone. «Jeg er kverken vis eller Profet», sagde jeg,
«men jeg tør alligevel sværge paa, at det stakkels
Barn ikke lever til Sommer».
«Det staar i Guds Haand», svarede den ellers
saa kaade Mand alvorlig og sørgmodig. «Jeg tænker
lige saadan. Men Gud vil være barmhjærtig —
skulde han blot have skjænket os dette Yidunder for
strax at tage det fra os igjen?»
Jeg havde ikke taget fejl; i Vinteren 1864 døde
Drengen af en hidsig Feber — eller «af sin Fader»,
som onde Tunger i «Gaden» sagde, uden at lade sig
røre af den ulykkelige Mauds grænseløse Smerte.
Men hvor stor Andel man end maa indrømme Dres
suren i de næsten utrolige Besultater, jeg har skizzeret
— det væsentlige var dog ikke Dressuren, men det
uforlignelige Materiale, Chaini Griiner havde til sin
Baadighed ved sine skæbnesvangre Experimenter. Jeg
for mit Vedkommende er fuldt og fast overbevist om,
at Puben Griiner var mindst lige saa begavet som
Moriz Frankl, og at han, hvis en driftig Mentor
ogsaa havde faaet fat i ham, rimeligvis vilde have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
